Skip to main content

Få brede erhvervskompetencer med fokus på branchen for sport og events 

En bacheloruddannelse i Erhvervsøkonomi, HA har et bredt indhold af erhvervsøkonomi - bl.a. marketing, regnskab, finansiering, IT, planlægning og organisationsteori. Det giver dig alsidige erhvervskompetencer, som kan bruges i både private og offentlige virksomheder og inden for en bred vifte af brancher. En erhvervsøkonomisk bacheloruddannelse fra SDU gør dig i stand til at bestride jobs inden for stort set alle virksomhedens administrative funktioner.

Med linjen "Sports- og eventmanagement" får du viden om en branche med særlige kendetegn. Du lærer f.eks., hvordan man markedsfører en professionel sportsklub overfor både sponsorer, fans og tilskuere, hvordan man samarbejder med andre aktører for at skabe en god festival samt hvordan events bidrager til økonomien i regionalsamfundet. Disse opgaver er hver især komplekse og kræver særlige kompetencer, som du vil tilegne dig i løbet af uddannelsen.

Da branchen er i stor vækst, giver uddannelsen i Sports- og eventmanagement ligeledes fremragende karriereperspektiver, som  f.eks. marketingansvarlig, sponsoransvarlig eller økonomichef i både sportsklubber og kulturinstitutioner eller som idræts- eller eventkoordinator i kommunerne. 

Derfor skal du læse HA - Sports- og eventmanagement

  • Du uddanner dig inden for en branche, som er i vækst, og hvor efterspørgslen på arbejdskraft med særlig branchekendskab er stor.
  • Du opnår særlige kompetencer inden for de vigtigste erhvervsøkonomiske områder, f.eks. marketing, HR, regnskab og IT, og lærer, hvordan de bør anvendes i sports- og eventbranchen.
  • Du lærer at forstå, planlægge og løse udfordringer, som virksomheder og organisationer står overfor i en fremtid præget af en stigende grad af kommercialisering og digitalisering.
  • I løbet af studiet får du mulighed for at anvende teoretisk viden i praksis, f.eks. mellem casearbejde eller praktikophold.
  • Du får en tæt kontakt til dine undervisere. Der er på SDU Esbjerg en ”åben dør” politik, og du er derfor altid velkommen til at tale med dine undervisere om stort og småt. Der er således også mulighed for at komme tæt på forskningen.
  • Du får et socialt tæt sammenknyttet studiemiljø på tværs af uddannelser og årgange med mange sociale arrangementer.
  • Du får unikke muligheder for at samarbejde med lokalregionale virksomheder og organisationer, der kan blive din fremtidige arbejdsplads. Dette sker fx igennem projekter på uddannelsen eller ved at søge et af de mange studierelevante studiejobs i lokalområdet.
  • Du får et fysisk studiemiljø i spritnye rammer med nybygget campus fra 2020 med gennemtænkte og moderne studiemiljø-elementer.