Studerende fortæller - Jens Christian

- Jeg er glad for min nuværende uddannelse som automatikteknikker, men jeg vil gerne vide mere om de teoretiske aspekter. Fx hvad er teorien bag de forskellige komponenter? Hvordan er de bygget op? siger Jens Christian på 31 år.

- Jeg synes Adgangskursus er en oplagt mulighed, hvis man vil læse videre, fordi det er et koncentreret forløb, der giver de rette kompetencer. Det er udfordrende og går stærkt, men jeg er glad for uddannelsen, siger han.

Prioriterer sin tid
Selvom Jens Christian er en travl mand, har han både tid til at være studerende og far. Han har nemlig en datter og et barn på vej.

- Jeg havde på forhånd gjort mig klart, at det ville blive hårdt, netop fordi vi lærer mange ting på kort tid. For mig handler det om planlægning og have hverdagen lagt i faste rammer, så jeg også får tid til at hente, bringe og lege med min datter Mille, siger han. Lektierne klarer han primært om aftenen og i weekenderne.

Ud over sin familie bruger Jens Christian også tid på løb, og gennem tiden er det blevet til flere halv- og helmaratoner.

Fællesskab og sparring
Jens Christian sætter pris på det sociale miljø, hvor man hjælper hinanden: - Vi har det godt sammen. Sammenholdet i klassen bærer præg af, at vi har samme mål og bruger kurset til at komme videre.

- Hvis jeg er i tvivl om noget, er der altid nogen at sparre med. Generelt er vi gode til at hjælpe hinanden, siger Jens Christian. Når han er færdig med ingeniøruddannelsen vil han gerne arbejde med solcelleenergi eller vedvarende energi.