Fyrtårnsprojekt: Open Data Experimentarium

SDU etablerede før sommer fyrtårnsprojektet Open Data Experimentarium (ODEx). ODEx udgør sammen med to andre fyrtårnsprojekter, Droner og Velfærdsinnovation, en strategisk satsning fra SDU's side inden for samfundsengagement.

ODEx er ifølge projektbeskrivelsen ”en demonstrationsbaseret platform, der skal være med til at sikre kompetencer, systemer og ressourcer til at indsamle, behandle, analysere og distribuere data fra mange forskellige kilder”. Men hvad betyder det egentlig, og hvilken værdi kan ODEx være med til at skabe for SDU og ikke mindst for Naturvidenskab?

Professor MSO Peter Schneider-Kamp fra IMADA er principal investigator (PI) på ODEx. Han fortæller, at ODEx har mange forskellige anvendelsesmuligheder, og at platformen henvender sig til flere forskellige målgrupper, blandt andet til de studerende:

”ODEx muliggør formidlingen af studenterprojekter med virksomheder inden for Open Data. Det kan være både bachelor- og kandidatopgaver samt individuelle studieaktiviteter. På den måde bidrager ODEx til, at kandidater fra SDU får relevante kompetencer omkring Open Data, som vi allerede ved efterspørges på arbejdsmarkedet,” understreger Peter Schneider-Kamp.

På den måde bliver ODEx en indgang for de studerende til samarbejde med virksomheder og offentlige institutioner, men projektet giver også noget tilbage til samfundet. For eksempel er ODEx er allerede i gang med det første samarbejde med Odense Kommune og Geo Fyn omkring trafik. Her er ODEx behjælpelig med at indsamle, visualisere og analysere trafik- og bevægelsesdata til understøttelse af trafikplanlægningen. Det andet aspekt i samarbejdet med kommunen er, at borgeren bliver involveret i både at levere data og at få værdifulde oplysninger om trafikken og vejledning til ruteplanlægningen.

Dekan Martin Zachariasen fortæller, at ODEx vil få betydning for forskerne på SDU – også på Naturvidenskab  da brug af data giver nogle unikke interdisciplinære muligheder:

”ODEx er en platform, som skaber værdi for SDU gennem samarbejde om Open Data med det omgivende samfund. Forventningen er, at ODEx vil bidrage til en miljøopbygning og en styrkelse af de faglige miljøer på SDU – samtidig med, at der vil blive arbejdet på at styrke deltagelsen i europæiske netværk. Jeg er desuden overbevist om, at ODEx vil være med til at understøtte SDU’s strategi om øget samfundsengagement, og det kan jeg som dekan kun være tilfreds med”.

Inden for de sidste par måneder er organisationen for ODEx kommet på plads. Alle spidskompetencer inden for håndtering af Open Data er nu samlet, og et styrket grundlag for videndeling omkring blandt andet forretningsmodeller, implementering og anvendelse af Open Data er skabt. Styregruppen for ODEx består af deltagere fra alle fem fakulteter, og den refererer til det nyoprettede Forsknings- og Innovationsråd på SDU. Styregruppens medlemmer er: Martin Zachariasen, NAT (formand); Peter Schneider-Kamp, NAT (PI), Jeanette Lemmergaard, SAMF; Per Krogh Hansen, HUM; Lars Porskjær Christensen, TEK og Jørgen Povlsen, SUND.

 Kick-off-mødet for ODEx fandt sted 27. oktober, hvor ODEx blev præsenteret internt for hele SDU. Ud over en præsentation af platformen ODEx kom en ekstern oplægsholder fra et firma, som fortalte om de muligheder for innovation, som anvendelsen af Open Data tilbyder. Kick-off-mødet blev afsluttet med et indslag fra Eric Bjørklund, som arbejder for SDU på Det Syddanske EU-Kontor i Bruxelles, som blandt andet kom for at præsentere Big Data Value Association (BDVA). ODEx ønsker fremadrettet også at indgå i samarbejde med udenlandske partnere, der arbejder inden for Open Data/Big Data, og her kan BDVA være en vigtig partner for at formidle projekter og samarbejdspartnere.

For yderligere information om ODEx kontakt Peter Schneider-Kamp (petersk@imada.sdu.dk) eller projektleder Barbara Tvede Andersen, (barbara@sdu.dk).

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies