Skip to main content
Frederik Skov Madsen

 

NAVN: Frederik Skov Madsen

UDDANNELSE: HA Entreprenørskab og Innovation (ENIN)

PRAKTIK: Gryphon Audio Designs i Ry (Værtsvirksomhed)


PRAKTIKKEN:

Jeg har været i praktik i en virksomhed, der hedder Gryphon Audio Designs. De producerer højttalere og forstærkere og forforstærkere og højtalerkabler med den bedste analoge lydgengivelse, så de sælger til dem, der vil have den allerbedste lyd, man overhovedet kan få i verden. Uanset, hvad det koster.

Jeg har lavet markedsundersøgelser og marketingplaner, og jeg har kigget på regnskaber og bogføring. Jeg har gennemgået vores nuværende logistikaftale, som jeg har analyseret og indhentet tilbud fra flere andre logistikfirmaer. Og så var det mit ansvar at vurdere og bedømme, hvem vi skulle gå med i fremtiden. Men opgaverne har ligesom fulgt de enkelte fag på studiet, og de har også ofte været eksamensrelaterede.

Jeg har også arbejdet med data-clean-up, fordi de er i gang med at skifte ERP-system, så der har jeg fået lov til at tage hele deres produktliste og opdatere den med nye HS-koder, for det skal man have, når man eksporterer.

TEORIEN I PRAKSIS:

Hvis jeg fx havde brug for at blive dygtigere indenfor faget regnskab, så bad jeg om at få opgaver inden for det, og det, synes jeg, har hjulpet mig med at få bedre resultater. Når vi fx havde fag som innovationsledelse, markedsføring eller salg, så har de opgaver, vi har skullet skrive i faget, og som vi skulle til eksamen i, også været det, jeg arbejdede med i virksomheden. Så det har gået hånd i hånd med de fag, jeg har haft. Så er der måske også noget, man laver, der ikke ligger inden for pensum, men det er alligevel relevant. Bare det, at du formår at begå dig i en virksomhed som studerende, synes jeg, er god træning. Og man får også en bedre forståelse for, hvad man selv vil arbejde med i fremtiden.


Sidst opdateret: 06.03.2024