Vi behøver ikke mere viden om vores CO₂-aftryk

Ligesom alle andre sektorer bidrager også det akademiske system til klimakrisen ved at producere CO₂. Tal fra individuelle forskere og institutioner er alarmerende: For eksempel anslås University College London at producere 478.000 t CO₂-ækvivalenter om året (ca. 33 tons pr. medarbejder), og en gennemsnitlig international konference producerer omkring 1 ton pr. deltager.

 Disse tal bør sammenlignes med den mængde kulstof, som følger af det samlede CO₂ budget, angivet i IPCCs rapport fra 2022.

Når de bliver præsenteret for sådanne tal, vil mange forskere og administratorer ønske at beregne et præcist CO₂-aftryk for netop deres institution. Det kan da også have stor værdi, fordi man ellers kun kan gætte sig frem til, hvad ens største CO₂-kilder er. Der er også løbende udfordringer med at beregne det fulde omfang, for hvordan beregner man præcist CO₂-udslippet fra fx pendlende medarbejdere, rejser og udstyr?

Men man bør handle og gøre noget, også selvom man endnu ikke har et komplet og præcist overblik over sit eget eller sin institutions CO₂-aftryk.

For det første: Der vil være åbenlyse, lavthængende frugter, som en institution let kan plukke for at nedbringe CO₂-produktionen – om det så bare er en smule til at starte med: Sluk lyset, skru ned for varmen, brug offentlig transport, og gør det let for medarbejderne at køre sammen.

For det andet: hvis man venter på, at ens CO₂-aftryk bliver beregnet, før man skrider til handling, risikerer man at blive forsinket, fordi man bliver fanget ind i alle mulige forviklinger, der kan opstå i arbejdet med at etablere et præcist bevisgrundlag. Et typisk problem er, at det er vanskeligt at beregne aftrykket fra indirekte CO₂-udslip; det kan kun vanskeligt føre til en helt præcis rapport over sine CO₂-aftryk.

For det tredje: Man kan med fordel skele til andre institutioner, der har fået lavet en rapport over deres CO₂-aftryk, og bruge deres rapporter som beslutningsgrundlag for hvor, man selv vil sætte ind. Sammenlignelige institutioner vil sandsynligivs have nogle af de samme kilder til CO₂-produktion.

Forandring skal ske på alle niveauer

I betragtning af at vi allerede har beviser nok til at begynde at handle; hvad skal vi så gøre nu? Det næste skridt skal ske på tre niveauer: det individuelle niveau, det institutionelle niveau og det systemiske niveau. Først når de tre niveauer forandrer sig sammen, kan klimabæredygtighed blive en kerneværdi, en central del af alle beslutningsprocesser og en guidende ledetråd i den daglige drift af forskningsmiljøerne. Det er afgørende at forstå, at der er grænser for hvor langt, indsatsen på enkeltniveau kan nå; Hvis forandring skal lykkes, skal alle tre niveauer arbejde sammen.

For eksempel afhænger en individuel forskers indsats for at reducere klimaaftrykket af videnskabelig databehandling, brug af kemikalier i laboratorier eller konferencerejser. Effekten er altså begrænset, medmindre forskerens institution understøtter bestræbelserne ved at skabe passende rammebetingelser og at systemet som en helhed ændrer sig og tilskynder klimabæredygtig adfærd. Omvendt har tilpasning af rammer og incitamenter kun begrænset effekt, hvis enkeltpersoner ikke ændrer deres adfærd.

At opnå forandring på alle tre niveauer kræver en bredere dialog i det akademiske system. Noget af den dialog skal være disciplinspecifik, fordi nogle udfordringer er disciplinspecifikke. For eksempel skal astronomi og visse dele af fysikken bruge store forskningsobservatorier og faciliteter, der ikke er nødvendige i andre discipliner. Sådan disciplinspecifik dialog kan foregå inden for en disciplin, og kan for eksempel organiseres af disciplinære selskaber.

Mange udfordringer vedrører imidlertid hele det akademiske system. Her er der altså brug for en dialog, der bringer interessenter på tværs af discipliner sammen. Denne dialog skal være inkluderende; den må ikke begrænse sig til interessenter, for hvem klimabæredygtighed allerede er en kerneværdi og et strategisk mål. Kritiske røster skal inddrages, så løsninger finder bredt indpas og bliver godt gennemtænkt, fordi problemer og problemstillinger er blevet anerkendt og adresseret.

Fordele ved at handle

Hvis det akademiske system kan ændre sig på det systemiske niveau, har vi en unik chance for at opnå fire ting:

For det første: Ændringer i systemet vil blive udtænkt og implementeret af systemets egne interessenter. Dette er meget at foretrække frem for alternativet, som er at vente på, at politiske beslutningstagere går ind og regulerer udslippet af CO₂ fra det akademiske system og dermed pålægger os regler, der fratager os muligheden for at skabe vores egne forandringer. 

For det andet: Vi kan inspirere til forandringer i andre sektorer, hvis den akademiske verden bliver en klima-bæredygtig sektor – måske endda udvikle metoder og ideer, som kan implementeres på et bredere niveau. Hvis vi stræber efter at inspirere, lever vi op til (et af) det akademiske systems idealer om at være samfundets intellektuelle fortrop.

For det tredje: Ved at ”walk the talk” kan vi lyse på, at klimakrisen er en hastesag – både overfor politikere og det brede samfund. Vi kan kommunikere mere effektivt, når vi selv handler på denne akutte krise i vores eget system og på et systemisk niveau.

For det fjerde: Vi får mulighed for at høste sidegevinster. For eksempel er virtuelle/hybrider konferencer mere inkluderende end møder med personligt fremmøde, når det gælder deltagere med små børn, deltagere fra institutioner i det globale syd, som typisk ikke har råd til at rejse og deltagere med helbredsproblemer. Hvis vi transformerer os til et anderledes, klimabæredygtigt akademisk system, kan vi også adressere andre problemer og dermed forbedre det akademiske system som en helhed.

Det er altså vigtigt nu at gå et skridt videre end at indsamle data og beregne vores CO₂-aftryk. Ligegyldigt hvor mange kræfter, man lægger i at udarbejde en CO₂-rapport, vil den i sig selv aldrig kunne nedsætte en institutions CO₂-aftryk (at trykke den på glittet papir vil måske snarere øge det).

Vi skal handle nu.

Denne kronik er oprindeligt bragt i Nature Reviews Physics.