TEMA: Pædagogiske kompetenceudvikling af de ph.d.-studerende - udfordringer

For nogle ph.d.-studerende er den største udfordring, at de fra en måned til den næste bevæger sig fra at være den studerende til at være underviseren i lokalet. Skiftet er både en faglig udfordring ift. at håndtere stoffet, som eksperten og til at påtage sig opgaven med at rammesætte de studerendes læring. At føle ansvar og definere graden af ansvar for de studerendes læring er en af de udfordringer, som ofte nævnes. 

Fra et overordnet perspektiv kan de ph.d.-studerendes udfordringer belyses gennem den didaktiske trekant (se figur 1).  Det er udfordringer som relaterer sig til deres rolle som underviser, fagets indhold og de studerendes rolle. 

Særligt opgaven som underviser er en fremtrædende udfordring. Som underviser handler det om hvordan man føler sig tilpas  i underviserrollen fx pga. generthed eller generelt at føle sig sikker i stoffet. De ph.d.-studerende gør sig også overvejelser om, hvilken type underviser de gerne vil være. Flere beskriver sig selv, som den der skal motivere de studerende og de tager et tydeligt ansvar for undervisningen uagtet de udfordringer, som de oplever at stå med. 

Mange udfordringer handler om håndteringen af stoffet ift. at strukturere en forelæsning, mængden af stof, at føle sig fagligt godt klædt på, bekymringen om at kunne svare på alle spørgsmål, som de studerende stiller eller generelt at sætte det rette faglige niveau. Nogle beskriver udfordringen i at skulle overtage et kursus fra en mere erfaren underviser, og den tydelige forskel i evnen til at håndtere stoffet.  Det at planlægge og strukturere undervisningen er et tilbagevendende tema, og særligt det at få styr på en større mængde stof er omdrejningspunkt. Der er således stor fokus på relationen mellem det at være underviseren og håndterer stoffet.

Relationen til de studerende og deres studerendes læringsmæssige behov er et andet tilbagevendende tema.  De ph.d.-studerende har øje for at de studerende lærer på forskelligvis, men det er en udfordring at planlægge efter de forskelle.  Det hænger sammen med de ph.d.-studerendes ønske om at motivere de studerende. De er opmærksomme på når de studerende ikke deltager i eller bliver væk fra undervisningen, og den udfordring igangsætter spørgsmål om, hvordan de bedst motivere de studerende.  Implicit i beskrivelserne ligger et fokus på hvordan de kan forventningsafstemme med de studerende. 

Der er en opmærksom på forskellene imellem de studerende og herunder det faglige niveau. Mange finder det vanskeligt at etablere måder at arbejde med stoffet, som både udfordrer de dygtigste og tilgodeser, den gruppe med større faglige problemer.  De har således øje for de studerende, men oplever det som en større opgave at håndtere forskellighederne. 

Hvor mange tager udgangspunkt i deres rolle som underviser, er der også fokus på relationen mellem de studerende og stoffet. Her handler udfordringerne ofte om at få de studerende til at deltage aktivt.  Der er fokus på væsentligheden af at skabe læringsaktiviteter, men usikkerhed omkring, hvilke og hvordan de bedst organiseres. 

Den korte opsummering af de ph.d.-studerendes pædagogiske udfordringer er et indblik i hvilken læringsproces de står i. Det handler om erfaring, men i særlig grad om, hvordan de ph.d.-studerende støttes i at udvikle deres kompetencer. Deres ståsteder spejler på mange måder Peter Kugels (1993) model, der beskriver hvordan en underviser udvikler sig (figur 2.):

Fig. 2. Kugels 5 stadier (1993)

De første skridt ind i undervisningen er et næsten uvægerligt fokus på ’mig’ som underviser. Spørgsmålene er mange: Kan jeg klare det, får jeg sagt alt det jeg skal, hvad gør jeg, hvis de studerende stiller spørgsmål i et emne jeg ikke ved noget om, kan de se at jeg er nervøs, taler jeg for hurtigt? 
Fra ’mig’ flyttes fokus på det stof der skal undervises i. Her relaterer underviseren sig primært til stoffet som noget der skal læres og organiseres, så han selv kan håndtere det. Fokus vil være om han får sagt alt det som er vigtigt at formidle. 

Med en større sikkerhed som underviser og erfaring med stoffet bliver de studerende en tydeligere aktør og går fra de studerende som ’dem’ til ’modtager’, til den studerende som en medspiller og den hovedansvarlige for læringen. Det er ikke en fuldstændig lineær proces, men modellen giver et billede af de udfordringer den nye underviser står med, og de udviklingspotentialer der er.   

De pædagogiske udfordringer er helt naturligt mange og varierede. Meget handler om erfaring, men som arbejdsplads har vi en forpligtelse til at skabe mulighed for at udvikle potentialet i erfaringer gennem forskellige kompetenceudviklingstiltag. Det sker bl.a. gennem kurser, ved sparring og mentorrelationer. SDUUP's kursus ’Getting started on your teaching’ (pdf) er et bidrag til de ph.d.-studerendes pædagogiske kompetenceudvikling, men det udfoldes i deres daglige praksis og er deres mulighed for at afprøve og reflektere over deres pædagogiske praksis.