Skip to main content
DA / EN
Millionsatsning på Juridisk Institut

Millionsatsning på Juridisk Institut

Det fyger med ord som disruption, digitalisering og robotisering i den offentlige debat. DJØF´erne og især juristerne bliver skældt ud i fagbladene for ikke at følge med tiden. Uddannelserne kritiseres for at sende kandidater ud, der ikke kan bruges i fremtidens digitale organisationer.

Med opbakning fra SDU's direktions strategiske satsning i fyrtårnet ODEx™ og stor støtte fra eksterne aktører, gør Juridisk Institut noget ved det. I et bredt 4-årigt samarbejde går en stor gruppe af instituttets forskere sammen med bl.a. institut for Matematik & Datalogi i Legal Informatic Project (LiP).

I projektet vil instituttet intet mindre end at vække retsinformatikken i Danmark. Fra alskens vinkler og i samarbejde med regionens aktører vil forskerne arbejde med de retlige rammer for civiliseret udvikling og brug af moderne teknologier. Resultaterne vil blive integreret i alle uddannelser, så SDU også i de digitale 2020´ere kan uddanne de bedst udrustede studerende med de stærkeste kompetencer.

Sagt med andre ord: Når robotterne kommer, vil SDU være klar til at støtte vores region – også på juraen.

Yderligere information om Legal Informatic Project:
Legal Informatic Project er samlet af lektor Hanne Marie Motzfeldt og lektor Carina Risvig Hamer. Projektet er forankret i Juridisk Instituts spydsspids, Erhvervsforvaltningsret, der ledes af professor Bent Ole Gram Mortensen. Satsningen på Legal Informatic Project er samtidig et markant resultat af den strategi om samfundsrelevans, som Juridisk Institut og Det samfundsvidenskabelige Fakultet lagde i 2015. For yderligere oplysninger om instituttets strategi: Institutleder Camilla Hørby Jensen, telefon 65502198.

De næste 4 år vil der løbende blive offentliggjort mere information om aktiviteterne i Legal Informatic Project på hjemmesiden for Erhvervsforvaltningsret, herunder om mulighederne for at instituttets forskere og studerende bidrager med input om de persondataretlige udfordringer, som regionens aktører står over for i 2017 og 2018.

Redaktionen afsluttet: 08.02.2017