Skip to main content
Navne

Mikkel Østerheden Andersen udnævnt til professor i rygkirurgi ved IRS

Overlæge Mikkel Østerheden Andersen er pr. 1. november 2020 udnævnt til professor i rygkirurgi ved Sygehus Lillebælt og Institut for Regional Sundhedsforskning på Syddansk Universitet.

Mikkel Østerheden Andersen er uddannet læge fra Københavns Universitet og gennemførte speciallægeuddannelsen i ortopædkirurgi på Rigshospitalet. Fra år 2007 og frem til etableringen af det regionale rygcenter i Middelfart i år 2009 var Mikkel Østerheden Andersen sektoransvarlig for rygkirurgien på Vejle/Give sygehuse.

- Det er et stort privilegium at være blevet professor i rygkirurgi. Jeg er heldigvis så privilegeret, at jeg har fået lov til at fortsætte i mit virke som forskningsleder i Rygkirurgisk Forskningsenhed på Rygcenter Syddanmark inden for den ramme, vi allerede har etableret. Vi har to store nationale projekter i støbeskeen, som vi forventer at igangsætte primo 2021. Jeg håber i den forbindelse, at min udnævnelse som professor kan være med til facilitere gennemførslen af disse projekter.

Udover fortsat at være leder af den rygkirurgiske forskningsenhed ser Mikkel Østerheden Andersen frem til at kunne fortsætte sit arbejde med DaneSpine – den nationale rygkirurgiske database, der systematisk indsamler patientrapporterede data fra rygopererede patienter. Arbejdet med disse data er et væsentligt grundlag for arbejdet i den rygkirurgiske forskningsenhed, hvis overordnede mål er at forbedre kvaliteten af de rygkirurgiske indgreb.

- Jeg ser frem til fortsat at arbejde med vores unikke data i DaneSpine, hvor fokus er den værdi, patienter selv oplever i forbindelse med rygkirurgi. DaneSpine-data indikerer, at danske rygkirurger har et super godt produkt, hvor der tilføres livskvalitet til patienterne, der opereres. Det er glædeligt, at den patient oplevede gevinst ved operationen fastholdes gennem flere år. Dette gode budskab i forhold til den rygkirurgiske behandling af regionens rygpatienter glæder jeg mig til at udbrede.

Mikkel Østerheden Andersen er 60 år og bor i Odense med sin hustru, Anne Mette, der er praktiserende læge. Deres tre sønner er henholdsvis 31, 26 og 21 år.

 
Om forskeren
Mikkel Andersen - Rygkirurgi

Professor Mikkel Østerheden Andersen

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 17.12.2020