Skip to main content
Navne

Hanne Irene Jensen er udnævnt til professor i 'End-of-life care' ved IRS og Sygehus Lillebælt

Sygeplejerske Hanne Irene Jensen er pr. 1. februar 2021 udnævnt til professor i ’End-of-life care’ ved Syddansk Universitet, Institut for Regional Sundhedsforskning og de Anæstesiologiske Afdelinger på Sygehus Lillebælt. ’End-of-life care’ er behandling og involvering af patienter i den sidste tid af deres sygdomsforløb.

Som professor skal Hanne Irene Jensen dels arbejde med forskningsprojekter omkring ’end-of-life’ og dels understøtte øvrige igangværende og kommende forskningsaktiviteter på de Anæstesiologiske Afdelinger på Sygehus Lillebælt.

- Jeg er stolt over at være ansat på et universitet, et sygehus og to afdelinger, der vægter pleje og behandling i den sidste del af livet så højt, at der er oprettet et professorat i End-of-life care. Det er et område, jeg i mange år har interesseret mig for i min forskning, og jeg føler mig meget privilegeret over at være den første, der bliver ansat i det nye professorat, siger Hanne Irene Jensen.

Uddannelse og karrieforløb

Hanne Irene Jensen har tidligere arbejdet på Grindsted Sygehus og Odense Universitetshospital. De fleste af årene har det været på intensive afsnit. Ved siden af den kliniske praksis har hun arbejdet med kvalitetsudviklings- og forskningsprojekter med hovedvægt på forskellige problemstillinger om behandlingsniveau og den sidste tid. Nu glæder hun sig til at fortsætte arbejdet på Sygehus Lillebælt.

- ’Patienten først’ er en stolt tradition på Sygehus Lillebælt, og det er ikke kun ord. Vi ønsker, at det skal gennemsyre alle aktiviteter inden for hospitalsbehandling og forskning. Jeg vil gerne fortsætte med at bidrage til forskning, der har en direkte indvirkning på patientbehandling og på patienters liv – især i forbindelse med behandling og pleje i den sidste del af livet med involvering af både patienter og pårørende, siger hun.

Privat bor Hanne Irene Jensen i Vejle, og hun har været ansat på Sygehus Lillebælt siden 1992.
 
Kontaktoplysninger :          
Hanne Irene Jensen
Mail: hanne.irene.jensen@rsyd.dk

 
Om professoren
Hanne Irene Jensen - Professor

Professor Hanne Irene Jensen

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 03.02.2021