Skip to main content
DA / EN

Tiberius

 Tiberius. Romersk portræt, begyndelsen af 1. årh. e.Kr.

Naturlig størrelse. Ny Carlsberg Glyptotek, København, nr. IN 1445 

Ægteskabet mellem Livia og Augustus var barnløst, og det blev Livias søn af et tidligere ægteskab, Tiberius, som blev udvalgt til at føre kejserdømmet videre. Dette var i nogen grad en nødløsning, da andre, mere oplagte arvinger til tronen var døde som små og den populære og karismatiske Germanicus, gift med Augustus’ barnebarn Agrippina d.æ., vurderedes til at være for ung til opgaven. Tiberius fik overdraget tronfølgerværdigheden på den betingelse, atkejsermagten ved hans død skulle gå i arv til Germanicus og dennes slægt. Dermed havde Augustus sikret, at kejsermagten på langt sigt ville forblive inden for hans slægt, det julisk-claudiske dynasti.I virkeligheden gik det anderledes. Germanicus døde ung uden at være blevet kejser, og Tiberius regerede gennem mere end tyve år. Hans forhold til senatet var fra begyndelsen anstrengt, og med tiden trak den menneskesky og aldrende kejser sig mere og mere tilbage fra offentlighedens søgelys, indtil han i slutningen af 20’erne forlod Rom og slog sig ned på Capri. Her oplærte han sin efterfølger, Germanicus’ søn Caligula (kejser 37-41 e.Kr.). 

Ved sin tiltræden var Tiberius en aldrende mand, præget af et langt liv i militæret og en stærk glæde ved de våde varer. Alligevel fremstiller portrættet ham som en ung mand med glat hud, en enehersker i den hellenistiske tradition, der gik tilbage til Alexander den Store.

Se også Gemma Augustea


Sidst opdateret: 14.12.2022