Marmor, 2,02 m, Musée du Louvre, Paris, MA 399.
Statuen, der blev fundet i 1820 på øen Melos, er omgivet af megen mystik, både hvad angår informationer om selve fundet og ikke mindst hendes oprindelige kontekst og anvendelse. Det var en fattig lokal bonde, der oprindelig stødte på statuen og hele det politiske og korporlige slagsmål, der efterfølgende udspillede sig omkring hende, vidner om, hvilken prominent rolle, hun indtog fra første færd. Tyrkere, grækere og franskmænd af højtstående diplomatisk status kæmpede alle om at sikre sig den skønne Venus og dokumenter i form af breve og dagbøger fra de involverede demonstrerer, at det kom til alvorlige fysiske sammenstød mellem de rivaliserende parter på stranden på Melos, før franskmændene endelig kunne sejle afsted med deres bytte til Paris. Her blev hun efterfølgende præsenteret for den franske konge og indtog sin hædersplads på Louvre i sin helt egen sal.
Et af de mest presserende emner, der trængte sig på efter skulpturens indtog i Paris, var spekulationer om billedhuggeren. Man ønskede at mesterbestemme statuen ud fra især antikke romerske beskrivelser af de mest berømte græske billedhuggeres værker, for dermed at kvalitetsstemple fundet og tilføre institutionen Louvre endnu mere prestige. Dette ønske var så stærkt, at en base med en indskrift, der nævnte en vis […andros fra Antiochia ved Meanderfloden], der angiveligt skulle være fundet i nærheden af statuen belejligt ’forsvandt’ kort tid efter fundet blev gjort. Indskriftsblokken var i denne forbindelse et ubehageligt konkret bevis mod manges ønske om, at Venus skulle være et værk af Praxiteles, der arbejdede i 4. årh. f.Kr., idet Antiochia blev grundlagt i 300 f.Kr. I samme område som statuen blev fundet, fandt man også et fragment af en hånd med et æble, der er blevet tilskrevet statuen – og dermed åbnede op for en tolkning af hende som Afrodite, der står med Paris´ æble, eller som Afrodite med særlig tilknytning til netop øen Melos´, der jo betyder æble på græsk. Modsat er der rejst tvivl om, hvorvidt hånden med æble overhovedet har hørt til statuen og sagen kompliceres yderligere af, at statuen er sat sammen af to blokke, der i både marmorkvalitet og håndværksmæssig udførelse ligger langt fra hinanden. Der er derfor langt fra konsensus omkring fortolkningen af statuen og så forskellige bud som Afrodite, Amfitrite, Artemis, Nemesis, Sappho, en Muse, en spindende eller badende kvinde har været i spil. De mange borehuller fortæller om nu forsvundne smykker af metal, så som ørenringe, armbånd og diadem, der har været fastgjort på statuen og vi må i lighed med størstedelen af anden græsk skulptur forestille os, at hun har været bemalet med stærke farver, der har fremhævet detaljer og givet statuens overordnede fremtoning en langt mere farvestrålende og kompleks karakter end den rene, hvide marmor, der karakteriserer hende i dag. Det helt store slagsmål har dog stået om rekonstruktionen af statuens arme og mulige attributter: har hun lænet sig opad en støtte eller en søjle, har hun haft den ene arm hvilende på skulderen af sin elsker Ares/ Mars eller har hun stået med en sejrskrans, et spejl, et skjold, en bue, en amfor, en ten eller noget helt andet? Dateringsmæssigt er der også mange uklare punkter: forskere har set stilistiske ligheder med så kronologisk forskellige monumenter som Parthenon fra det 5. årh. f.Kr. (det ophøjede, idealiserede helhedsudtryk kombineret med et harmonisk, men passivt ansigt); frisuren og den delikate, slørede blødhed hvormed huden og kroppen som helhed er modelleret trækker på Praxiteles´ arbejder fra 4. årh. f.Kr.; mens draperiet og spiralkompositionen og ikke mindst den klare tredimensionelle placering af statuen i rummet, der ikke blot inviterer, men faktisk fordrer, at beskueren bevæger sig rundt om statuen for at få den fulde oplevelse af værket, er stiltræk, alle der karakteriserer kunsten i den hellenistiske periode. Ud fra denne eklektiske vifte af stiltræk er der etableret en konsensus blandt forskere om at datere efter de seneste træk, og man er dermed landet på en tentativ datering omkring 100 f.Kr.
Udlån/deponering fra Lolland-Falsters Stiftsmuseum, Maribo. Museet har siden skiftet navn til Fuglsang Kunstmuseum.