Naturlig størrelse. Kos Museum
De tidligste grækere tolkede sygdom som gudernes straf eller vrede: for eksempel fortæller Homer, hvorledes Apollon lod pesten bryde ud i grækernes lejr under kampene ved Troja. Ud fra denne sygdomsforståelse var vejen til helbredelse at formilde guderne gennem ofringer eller lære deres ønsker at kende. Allerede i arkaisk tid fandtes der i Epidauros på det nordlige Peloponnes en helligdom for Asklepios, hvor de syge kunne ofre til guderne og få anvisning på helbredelse gennem de drømme, de havde, mens de sov i helligdommens søjlehaller. Som søn af Apollon og en jordisk kvinde var Asklepios strengt tagetkun en helt (heros), ikke en gud; men i praksis blev han dyrket på linje med guderne. Omkring 420 f.Kr. blev Asklepios-kulten indført til Athens havneby Piræus.
Med Hippokrates fra øen Kos (ca. 460-370 f.Kr.) får den græske lægekunst et mere empirisk, mindre teologisk præg. Hippokrates og hans elever lagde vægt på ydre faktorer som årsag til sygdom og på en nøje beskrivelse af patientens symptomer. Hippokrates tilskrives også den ældste udgave af det klassiske lægeløfte, som blandt andet fastslår, at lægen ikke må ordinere en behandling, der er mere skadelig end selve sygdommen. Medicinske kandidater fra SDU aflægger fortsat en let ændret version af Hippokrates’ løfte.
Dette portræt af Hippokrates er lavet længe efter hans død, og da det kun har begrænset lighed med et andet Hippokrates-portræt fra antikken (som nu findes iUffizierne, Firenze; afstøbning i Forskerparken i Esbjerg), er der formentlig ikke tale om et egentligt portræt, mere om et idealportræt af en klog, tænksom og erfaren mand – i stil med portrættet af Aristoteles.
Fremkomsten af mere moderne behandlingsformer betød dog ikke, at grækerne mistede tiltroen til gudernes medicinske evner, og Asklepios-templet i Epidauros var velbesøgt antikken igennem.
For tiden ikke udstillet