Marmor. Ca. 2,2 m. Akropolis, Athen
I 480 f.Kr. angreb en persisk hær Grækenland og trængte helt frem til Athen. Byens templer og gudestatuer på Akropolis blev systematisk ødelagt inden krigslykken vendte, og perserne blev besejret i søslaget ved Sálamis. Som en sikring mod en ny persisk invasion dannede byerne omkring Ægæerhavet det deliske søforbund, en forsvarsalliance, der efterhånden udviklede sig til et regulært imperium under athensk ledelse. Takket være indtægterne fra søforbundets medlemmer kunne athenerne iværksætte genopbygningen af de ødelagte templer på Akropolis.
Sidste halvdel af 400-tallet f.Kr. markerer et højdepunkt i den klassiske græske skulptur. De store projekter på Akropolis tiltrak tidens førende billedhuggere og arkitekter, og skønt håndens arbejde generelt ikke var højt agtet i det græske samfund, røber deres arbejde en klar bevidsthed om deres egen betydning og tekniske kunnen. For en foregående generation af kunstnere havde det været tilstrækkelig udfordring at gengive klædedragtens bløde folder i den hårde sten, som fx på relieffet af den sørgende Athene; nu gik man et skridt videre og forsøgte i skulpturens flade på én gang at gengive to niveauer, dragtens bølgende folder og kroppens former bag stoffet.
Det største byggeprojekt på Akropolis var Parthenon, hovedtemplet for byens beskyttergudinde Athena. Templet overfor, det såkaldte Erechtheion, fik på sydsiden tilbygget en loggia, hvis tag bæres af seks kvindefigurer, såkaldte karyatider, i lidt over naturlig størrelse. Klædedragtens folder er mere artikulerede end tidligere, og kropsformen, navnlig det ene, let bøjede knæ anes gennem stoffet og giver figuren en dynamik, der kontrasterer med dens funktion som bærende bygningselement.
Den romerske arkitekt Vitruvius forklarer i sin bog Om bygningskunsten at ordet ”karyatide” kommer af Karya, en by på Peloponnes, der svigtede den græske sag til fordel for perserne. Som straf for deres forræderi blev mændene fra Karya henrettet, mens kvinderne blev tvunget til at arbejde som slaver, men klædt i smykker og lange festklæder: et tegn på deres tidligere frie status, der gjorde slaveriet dobbelt vanærende. Det er en nærliggende tanke, at athenerne valgte karyatide-motivet til templet på Akropolis netop på grund af associationerne til perserkrigene og den igangværende Peloponnesiske krig (431-404 f.Kr.). På den anden side virker vores karyatide og hendes fem kolleger ikke særlig nedtrykte trods det tunge tag, de bærer på hovedet.
Af de oprindelige seks karyatider blev én i 1801 bortført af den skotske lord Elgin; den befinder sig i dag på British Museum. Fire blev stående på deres oprindelige pladser, udsat for vind og syreregn, indtil de i 1979 kom inden døre på Akropolismuseet og blev erstattet med kopier. Den sjette er ”vores” karyatide, som allerede i begyndelsen af 1800-tallet var fjernet fra sin oprindelige plads og henstillet i et hjørne af Akropolis. Den består af to dele, og det er usikkert om figuren fra starten var sat sammen af to sten (de fem øvrige karyatider er alle lavet i ét stykke) eller er savet over i forbindelse med nedtagningen. Afstøbningen er taget i anden halvdel af 1800-tallet, på et tidspunkt, da statuen var betydelig mindre medtaget end i dag, og man kan derfor på vores afstøbning se detaljer, som ikke længere findes på originalen.
Gipsafstøbningen er fremstillet af studerende ved Kunstakademiets Billedhuggerskole under ledelse af Pontus Kjerrman og anskaffet til SDU takket være en gave fra Ny Carlsbergfondet.
Nederst: plan over Athens Akropolis (tilpasset efter Wikimedia/madmedea).
Tallene angiver 1: Parthenon, 2: tidligere tempel for Athene, 3: såkaldte Erechtheion, 5: propylæerne, 6: templet for Athena Nike.