Skip to main content
DA / EN
SDUUP | NYHEDSBREV FEBRUAR 2023

TEMA: Hvordan kan man fremme studerendes selvstændighed i specialevejledningen?

Tine Wirenfeldt Jensen fortæller om vejledning. En betydelig del af UP-deltagernes funktion er, udover undervisning, at vejlede deres studerende, og nogle deltagere har vejledning som deres primære eller eneste studenterrelaterede opgave.

Mange specialevejledere har et ønske om at fremme studerendes selvstændighed. Det kan fx være, at den studerende selv skal tage ansvar for specialeprocessen og ikke blot overlade det til vejlederen. Eller at man som vejleder ikke vil levere færdige svar på samtlige faglige tvivlsspørgsmål, den studerende måtte have. Men i praksis ender man ofte med at komme til at overtage mere ansvar for processen og levere flere færdige svar, end man egentligt havde tænkt sig. Det er tit nemmere i situationen, og de studerende er som regel glade for det. Så hvis man ønsker, at ens vejledning reelt skal fremme studerendes selvstændighed, kan man med fordel udvælge nogle konkrete vejledningsstrategier til at nå dette mål. For eksempel at bede den studerende om:

  • at sende en dagsorden inden hvert vejledningsmøde og gennemgå/tilpasse den i fællesskab på mødet, samt at afslutte mødet med at opsummere, hvad han/hun nu selv opfatter som de næste skridt i processen.
  • at medsende et følgebrev ved fremsendelse af tekst med oplysninger om, hvad der særligt ønskes vejledning/feedback på og begrundelser herfor, samt hvordan tidligere feedback er indarbejdet.
  • selv at formulere mulige løsninger på faglige tvivlsspørgsmål og overveje implikationer af disse løsninger.
  • selv at opsøge og bruge relevante ressourcer, fx om akademisk skrivning, litteratursøgning eller specifikke metoder. 

Eksemplerne kan danne afsæt for en refleksion over, hvordan ens egen vejledningspraksis på et konkret niveau kan fremme studerendes selvstændighed. 

Tine Wirenfeldt Jensen har skrevet ph.d.-afhandling om det danske universitetsspeciale og har udgivet en række tekster om bl.a. vejledning og akademisk skrivning. Hun er selvstændig konsulent i sit firma METoDo, foredragsholder og forfatter. 

Nordentoft, H. M., Jensen, T. W., & Bengtsen, S. S. 2020. " Vi er rigtig meget ens": Peer-dynamik i samarbejdet mellem specialeskrivende par. Dansk Universitetspædagogisk Tidsskrift, 15(28), 107-123.
 
Jensen, TW. 2018. Det danske universitetsspeciale - topografi, tekster og tendenser. Aarhus Universitetsforlag. 
 
Wichmann-Hansen, G & Jensen, TW. 2015. Supervision: Process management and communication. I L Rienecker, PS Jørgensen, J Dolin & G Holten Ingerslev (red), University Teaching and Learning. Samfundslitteratur, s. 327-349.
 
Andersen, H. L., & Jensen, T. W. J. 2007. Specialevejledning-rammer og roller: en universitetspædagogisk undersøgelse. Samfundslitteratur.


Tine Wirenfeldt Jensen
Tine Wirenfeldt Jensen

UP-vejleder på SDU, ph.d. i læring og uddannelse og ejer af METodo.

tine@metodo.dk

Redaktionen afsluttet: 27.02.2023