Skip to main content

Professor Paul M. Vanhoutte afgik ved døden den 23. august 2019

Paul M. Vanhoutte var fra 2003 tilknyttet Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet som gæsteprofessor, hvor han gennem hyppige besøg med udgangspunkt i Institut for Molekylær Medicin har været en uvurderlig rådgiver og mentor for en lang række yngre - og ældre - forskere ved Syddansk Universitet.

Paul Vanhoutte var en af verdens mest anerkendte og citerede forskere, havde en dyb indsigt i innovationsprocesser, et formidabelt netværk over hele verden, en brændende og hjertevarm interesse for både videnskab og andre mennesker, og han var et stort forbillede for mange, og var i Danmark kendt og påskønnet, ikke blot på SDU, men også ved de øvrige danske universiteter.

Paul Vanhoutte har været beskrevet som ”One of the Fathers of Vascular Biology” hvor han særligt har interesseret sig for reguleringen af blodkarrenes funktion i sundhed og sygdom. Paul Vanhoutte har udgivet over 1200 videnskabelige publikationer, heraf 669 originalartikler. I Web of Science finder man over 71.000 citationer og et h-index på 127.

Paul M. Vanhoutte blev født i 1940 i Belgien, hvor han blev uddannet læge ved Ghents Universitet og tog sin ph.d.-grad ved Antwerpens universitet Efter stillinger i Ghent og ved Mayo Clinic USA blev han lektor og professor i farmakologi ved Univ. Antverpen i perioden 1973-1981. Paul M. Vanhoutte tog til USA igen som professor i fysiologi og farmakologi ved Mayo Clinic i perioden 1981 – 1989 og bagefter professor, og direktør for Center for Experimental Therapeutics ved Baylor College of Medicine, Houston Texas indtil 1992. Fra 1992 til 2002 var Dr. Vanhoutte Vice President for forskning og udvikling ved den franske lægemiddelproducent Servier i Paris. I denne periode stod han bag opdagelsen og den prækliniske udvikling af lægemidler til behandling af hjertekarsygdomme, diabetes, fedme, sygdomme i centralnervesystemet, cancer og artrose. Fra 2003 til 2006 var han gæsteprofessor samt direktør og grundlægger af Biopharmaceutical Development Centre, ved Faculty of Medicine, University of Hong Kong. Fra 2006 til 2015 var han institutleder og professor ved Dept. Pharmacology and Pharmacy, University of Hong Kong, en tilknytning han bibeholdt som gæsteprofessor frem til sin død.

Paul Vanhoutte var æresmedlem af en lang række videnskabelige selskaber over hele verden, har fået opkaldt videnskabelige priser efter sig, og han var var æresdoktor ved universiteter i Ghent, Antwerpen, Montreal, Zürich, Melbourne (2 forskellige), Strasbourg, og senest ved Syddansk Universitet, hvor han blev udnævnt i 2016 under overværelse af Dronning Margrethe II.

Paul Vanhoutte blev ramt af alvorlig sygdom i 2016, men bibeholdt sit professorat ved SDU, hvor han tilpassede besøgene i Danmark, så de passede ind i behandlingerne. Hen over sommeren 2019 forværredes hans tilstand sig, og han sov ind 23. august 2019.
Paul M. Vanhoutte efterlader sig hustruen Jacqueline samt fire børn og syv børnebørn

Æret være hans minde

Ole Skøtt
Boye L. Jensen
Uffe Holmskov
Kim Brøsen

Redaktionen afsluttet: 29.08.2019