Skip to main content

Nyt professorat skal styrke samarbejdet mellem basalforskning og klinik indenfor organbeskyttelse

Med udnævnelsen af Ulrike Muscha Steckelings til professor mso øges indsatsen for at udvikle nye lægemidler, der fremmer heling og modvirker organskader hos kronisk syge.

Ulrike Steckelings har siden 2012 slået sine forskningsmæssige folder på Syddansk Universitet, som lektor på Institut for Molekylærmedicin i afdelingen for Kardiovaskulær og Renal Forskning.

Hun er uddannet læge i Tyskland og har arbejdet på universiteter i Heidelberg og Berlin, indtil interessen for krydsfeltet mellem eksperimentel og klinisk farmakologi flyttede hende til endes nuværende arbejdsplads i Odense. Her har hendes indsats været så markant, at hun var en oplagt kandidat til det nyoprettede professorat.

Oprindeligt er Ulrike Steckelings specialiseret i hudsygdomme, men hun har i størstedelen af sin karriere beskæftiget sig med farmakologisk forskning i det kardiovaskulære system, det vil sige forskning i hjerte og blodkarsystem. Hun har specielt været koncentreret om det blodtryksregulerende hormonsystem, kaldet renin-angiotensin systemet. Arbejdet med dette udføres dels ved undersøgelser af hjerte, nyrer og hjerne hos patienter, der har været udsat for belastning eller skade. Dels i celler, på forsøgsdyr og i de første kliniske interventionsforsøg på mennesker.

Ulrike Steckelings anses for en pioner i forskningen i et særligt protein, der har betydning for blandt andet blodtrykket, den såkaldte AT2-receptor.  Denne er emnet for 48 af de i alt 75 peer-reviewed videnskabelige publikationer, hun har stået bag. Ud over det daglige arbejde på Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital har Ulrike Steckelings  markeret sig i det internationale forskningsmiljø via sin rolle som præsident for European Council for Cardiovascular Research fra 2012 til 2014.

Udnævnelsen af Ulrike Steckelings er ifølge forskningsleder Boye L. Jensen udtryk for, at Institut for Molekylærmedicin fortsat søger at udbygge og styrke det translationelle samarbejde mellem grundforskning og patientnær udvikling af nye lægemidler. 

Ulrike Steckelings holder tiltrædelsesseminar fredag den 6. marts 2015, kl. 14 i Auditoriet, Syddansk Universitet, J.B. Winsløws Vej 25, 5000 Odense C.

Redaktionen afsluttet: 05.03.2015