Nobelpristager: Vi kan aldrig skabe den perfekte model

Der er rift om den amerikanske økonom og nobelpristager Lars Peter Hansen. Dagen er besat af møder med forskere på Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi, og midt på eftermiddagen er der sat en time af til et seminar, hvor professoren præsenterer nogle af sine nyeste tanker for forskere og studerende. Efter seminaret er der med pertentlig præcision sat et kvarter af til diskussion og spørgsmål.

Det er et scoop, at forskeren er kommet fra University of Chicago, hvor han arbejder til daglig, for at besøge Syddansk Universitet i Odense.

Vi møder en af verdens skarpeste hjerner på tærsklen til professor Christian Riis Flors kontor. Christian er den, som har fået Lars Peter Hansen hertil, og han introducerer os. Nobelpristageren virker genert på en reserveret måde, men venlig og beskeden. Vi sætter os ned.

Vi har præcis 19 minutter til vores samtale.

Huller i modellerne
I det meste af sit arbejdsliv har Lars Peter Hansen forsket i statistiske og matematiske modeller og deres svagheder og styrker. Mest i deres udfordringer i forhold til at forudsige risici på finansielle markeder.

- Jeg synes altid, min forskning går lidt langsomt, og jeg bliver utålmodig, hvis jeg ikke kan gøre fremskridt hurtigt nok. Men det kræver udholdenhed at finde vej gennem problemerne. Det mest interessante er at forsøge at finde ud af, hvad begrænsningerne på modellerne er, forklarer han.
Forskeren blev tidligt optaget af usikkerhed. Et af hans første arbejder var at udvikle en model – GMM-modellen, og det er den forskning, han har fået nobelprisen for.

- Tidligt i min karriere kom jeg til at arbejde med makroøkonomiske modeller og opdagede, at det ville være interessant at sætte dem op mod finansielle markedsdata. Men vi fandt ud af, at modellerne ikke var gode, så den første del af forskningen var derfor at bruge statistiske metoder til at forstå, hvad problemerne var med modellerne, og hvilke huller de havde.

Nødvendig accept
I dag arbejder Lars Peter Hansen med at finde indsigt i nye modeller, der kan håndtere usikkerhederne i for eksempel handel på de finansielle markeder. Han forsøger på den måde at opnå et bredere perspektiv på usikkerheder i modellerne.

- Det er en udfordring at finde ud af, hvilke modeller som er gode at bruge, og hvilke modeller der ikke er gode. Jeg kan virkelig godt lide modeller, men man skal ikke tage dem for bogstaveligt. De kan ikke indeholde alt, og man skal være klar over, at de vil have mangler. Vi er nødt til at acceptere, at vi ikke kan regne alt ud.

Udfordringen er at fange usikkerheder, som er svære at skrive ned i matematiske formler. Det er umuligt at ramme det hele. Forskeren kender sin begrænsning, og han kender begrænsningen i matematikken, statistikken, modeller og formler. Der er for mange ubekendte til, at man kan finde de perfekte løsninger.

- Jeg kommer aldrig til at skrive den perfekte formel. Den findes ikke. Det har jeg givet slip på. Det vil altid blive for simpelt. I udgivelser fortæller man altid, hvad modellerne kan, men er altid lidt forsigtig med, hvad de ikke kan, fordi tidsskriftet måske ikke vil trykke det. Men at forstå modellernes begrænsninger er meget vigtigt, så det er også vigtigt at være åben omkring det.
Lars Peter Hansen mener, at det er en balance. Forskerne på området får meget ud af at kende til svagheder i modellerne.

Ungt talent udfordrer
Gennem samtalen skifter professorens udtryk og mimik ofte. Han er en mand med overvældende passion for sit forskningsområde, og han fortæller, at det er vigtigt for ham, at det forbliver stærkt i fremtiden. Derfor har han været vejleder for mere end 60 ph.d.-studerende og siddet med ved mere end 100 ph.d.-forsvar.

- Det er essentielt, at unge forskere bliver hjulpet videre. Jeg lærer meget af de yngre forskere. De dygtigste udfordrer mig, og det er spændende at se dem vokse. Det er interessant at få deres perspektiv på tingene. Det motiverer mig meget.
På spørgsmålet om, hvorvidt nobelprisen har været det største, han har opnået, svarer Lars Peter Hansen beskedent, at det var en rar anerkendelse og en god overraskelse.

- En nobelpris er jo anerkendelse for den forskning, du har lavet for længe siden. Komiteen vil gerne se, hvordan det udvikler sig over tid, og hvor holdbart det er. Men det er jo altid den nuværende forskning, man selv er mest begejstret for, siger han.

Tipoldeforældre fra Nordfyn
Der er to minutter tilbage, og det er tid til at få uddybet, hvad Google allerede har afsløret. Navnet Lars Peter Hansen klinger dansk, og det er ikke så underligt. Hans tipoldeforældre emigrerede fra Nordfyn til Utah i begyndelsen af 1800-tallet. I forbindelse med hans besøg på Fyn har han haft tid til at køre lidt rundt.

- Vi har set de steder, min familie er fra, blandt andet Allesø. Jeg bor på hotel lige over for den kirke, hvor mine tipoldeforældre blev gift. Det er specielt. Syv af mine 16 tipoldeforældre kom fra Danmark og to kom fra det sydlige Sverige. De var fattige husmænd, og det var nok derfor, de valgte at emigrere. Det er anden gang, jeg er i Danmark. Jeg rejste rundt i Danmark, Norge og Sverige med min familie, da jeg var dreng, fortæller Lars Peter Hansen.
Han har fået sit mellemnavn og sit efternavn fra dansk familie, mens fornavnet er fra den svenske gren.

Klokken er 10.

Vi tager høfligt afsked, og Lars Peter Hansen rejser sig og stiller sig i døråbningen med et søgende blik. Det er tid til at diskutere faglige spørgsmål med den næste på listen.