Skip to main content
Køkkenkultur

Kobber i knogler sladrer om Middelalderens valg af køkkenredskaber

Hvem af vores forfædre brugte køkkenredskaber af kobber? Og hvor gjorde de det? Det kan nye kemiske analyser af knogler afsløre.

Af Birgitte Svennevig, , 17-03-2020

Lerkar? Træslev? Kobbergryde? Sølvgaffel? Hvilke materialer har mennesket brugt til køkkenredskaber op gennem historien? Det spørgsmål bidrager en ny videnskabelig undersøgelse nu til at belyse, når det gælder køkkenredskaber af kobber.

Umiddelbart skulle man ikke tro, at flere hundrede år gamle knogler skulle være i stand til at afsløre noget som helst om hvilke køkkenredskaber, der blev brugt til at fremstille den mad, som blev fortæret, mens personen var i live.

Men når man lægger sådan en knogle i hænderne på professor Kaare Lund Rasmussen, sker der noget, og knoglen begynder at fortælle om fortiden.

Knogler fra 553 skeletter

-Vi har for første gang gjort det muligt at spore brugen af kobber-køkkentøj i knogler. Ikke i enkeltstående tilfælde, men i mange knogler over mange år, og dermed kan vi udpege nogle tendenser i historisk brug af kobber i husholdningen, forklarer han.

Forskerholdet har analyseret knogler fra 553 skeletter, der er mellem 1200 og 200 år gamle. De stammer alle fra ni, nu nedlagte kirkegårde i Jylland og Nordtyskland. Skeletterne befinder sig i dag på Schloss Gottorf i Schleswig og på Syddansk Universitet.

Nogle af de undersøgte knogler er fra byer som Ribe og Haderslev, mens andre er fra små landbosamfund, fx Tirup og Nybøl.

Vi har for første gang gjort det muligt at spore brugen af kobber-køkkentøj i knogler. Ikke i enkeltstående tilfælde, men i mange knogler over mange år, og dermed kan vi udpege nogle tendenser i historisk brug af kobber i husholdningen

Kaare Lund Rasmussen, professor

Uden kobber i kroppen ville vi ikke eksistere

Grundstoffet kobber har den egenskab, at det bliver sporbart i en knogle, hvis det er blevet indtaget. Kobber er nødvendigt for, at kroppen kan fungere; det er bl.a. involveret i en række stofskifte-processer, fx immunsystemets funktion – så uden kobber i kroppen ville vi altså ikke kunne leve.

Behovet for kobber dækkes normalt via de fødevarer, vi spiser, og er nok ikke noget, ret mange tænker over i hverdagen.

Anderledes er det med de høje koncentrationer af kobber, som forskningen nu viser, at vores forgængere indtog i vikingetiden og Middelalderen. Store dele af den må stamme fra de køkkenredskaber, som datidens mad blev tilberedt med, mener forskerne.

Skrab kobbergryden med en kniv

Man kan forestille sig, at der er gået partikler løs, når man har skrabet en kobbergryde med en metalkniv, og at disse partikler er blevet indtaget sammen med maden.

Skeletsamling

På SDU opbevares mere end 15.000 skeletter fra vikingetiden og Middelalderen, som bruges til forskning. Skoleklasser og andre med interesse for biologisk antropologi er velkomne på besøg.

Læs mere på ADBOU – Antropologisk Afdeling ved Retsmedicinsk Institut.

Eller måske er der sket en opløsning af kobberet, hvis man har tilberedt eller opbevaret syreholdige fødevarer i en kobberbeholder, skriver forskerne i deres videnskabelige artikel.

-Vi kan se i knoglerne, at mennesker har indtaget sådanne bittesmå portioner hver dag gennem hele livet. Vi kan også se, at hele byer har gjort det i flere hundrede år. I Ribe har indbyggerne gjort det vedvarende i 1000 år, siger Kaare Lund Rasmussen.

Hvem spiste kobberet?

Det ser ikke ud til, at kobberindtaget på noget tidspunkt har været så stort, at det blev giftigt. Men forskerne kan ikke sige det med sikkerhed.

De kan dog se, at der fandtes mennesker, der aldrig var så meget i nærheden af kobber, at det i dag kan spores i deres knogler. De har altså spist mad, der blev tilberedt i køkkentøj af andre materialer.

Disse mennesker levede ude på landet. Knoglerne fra de små landsbyer Tirup og Nybøl vidner om, at fx disse indbyggere ikke lavede mad i kobber-køkkentøj.

Stol mindre på skriftlige kilder

Men hvordan passer det med, at der findes historiske beretninger og billeder af kobber-køkkentøj i landkøkkenener?

-En kobbergryde i et landkøkken kan have været så usædvanlig, at man ville fortælle vidt og bredt om den og måske ligefrem skrev det ned. Men ud af sådan en beretning kan man altså ikke lede, at kobber-køkkentøj var almindeligt i brug på landet. Vores analyser viser det modsatte, siger Kaare Lund Rasmussen.

Til gengæld var der tydeligvis gang i kobbergryderne i byerne Ribe, Horsens, Haderslev og Schleswig.

1000 års konstant kobber-indtag i Ribe

-Byerne var dynamiske samfund, og der var rige mennesker, der kunne anskaffe sig kobber-ting. Der har formentlig også levet velhavende mennesker ude på landet, men de har altså ikke brugt deres penge på kobbergryder, konkluderer Kaare Lund Rasmussen.

208 af skeletterne stammer fra en kirkegård i Ribe og dækker en periode på 1000 år fra 800 f. kr. til 1800 e. kr., spændende fra vikingetiden over Middelalderen til nyere tid.

-Disse skeletter viser os, at der har været en vedvarende eksponering af kobber i hele perioden. I 1000 år har flertallet altså indtaget kobber via deres daglige kost.

Kviksølv i Tycho Brahes skæg

Kaare Lund Rasmussen har ved flere tidligere lejligheder foretaget kemiske analyser af historiske og arkæologiske artefakter.

Bl.a. har han haft fingre i Tycho Brahes skæghår og konstateret, at den kendte renæssance-astronom ikke døde af kviksølvforgiftning, som hårdnakkede rygter ellers ville vide.

Til gengæld var Tycho Brahe udsat for store mængder guld indtil to måneder før sin død – måske som følge af hans gerning som alkymist, måske fordi han spiste og drak af guldbelagt service.

Mød forskeren

Kaare Lund Rasmussen forsker i arkæometri; kemiske analyser af genstande og materialer af arkæologisk og historisk interesse. Det kan være knogler, tekstiler, hår, kister, skriftruller eller bøger.

Kontakt

Støtte og samarbejdspartnere

Studiet er udført i samarbejde med kolleger fra Retsmedicinsk Institut og Institut for Fysik, Kemi og Farmaci, SDU, Penn State University, Sydvestjyske Museer og Horsens Museum. Arbejdet er udført med støtte fra Velux Fonden og Danmarks Frie Forskningsfond.

Læs studiet i tidsskriftet Heritage Science