Skip to main content
DA / EN

Ny universitetsdirektør på SDU

Thomas Buchvald Vind tiltræder 1. maj. Han er 45 år og kommer fra en stilling som vicedirektør for Koncern-økonomi på Københavns Universitet.

Af Bente Dalgaard, bda@sdu.dk, 24-03-2017

Thomas Buchvald Vind tiltræder den 1. maj som universitetsdirektør på Syddansk Universitet. Han er 45 år, uddannet cand. scient. pol og kommer fra en stilling som vicedirektør for Koncern-økonomi på Københavns Universitet.

- Thomas Buchvald Vind har et solidt kendskab til arbejdet i en politisk ledet organisation og erfaring med at drive og udvikle en professionel servicekultur. Han er udviklingsorienteret, men prioriterer og har stor respekt for varetagelsen af den løbende drift. Derfor passer han godt ind på SDU, hvor vi til stadighed har fokus på kvalitet og relevans – ikke kun i vores strategiske initiativer, men også i de daglige arbejdsgange, siger rektor for SDU Henrik Dam.

Hjemmevant i universitetsverdenen

SDU’s nye universitetsdirektør færdes særdeles hjemmevant i universitetsverdenen. Han startede i 2002 som fuldmægtig i Budget- og Planlægningsafdelingen på KU, hvor han siden har varetaget flere ledelsesjob inden for økonomi og administration.

Thomas Buchvald Vinds karriere på KU har været afbrudt af godt fire års konsulentarbejde for PA Consulting Group, hvor han blandt andet har løst opgaver for en række uddannelsesinstitutioner. I 2015 vendte han tilbage til KU til en stilling som vicedirektør i universitetets overordnede økonomiafdeling.
Thomas Buchvald Vind har flere universitetsgrader. Han er cand. scient. pol fra KU i 2002, men han er også master i social og politisk teori fra Edinburgh University i 1998. Og så tog han i 2014 en master i offentlig ledelse og styring fra CBS/KU.

"Et veldrevet universitet"

- Syddansk Universitet er et veldrevet universitet hvor uddannelse af studerende er i centrum og hvor forskning sker i stærke og tværvidenskabelige miljøer. SDU har et højt samfundsengagement og har en stærk regional, national og international position. Jeg ser frem til sammen med universitetets ansatte, studerende og eksterne samarbejdspartnere at fortsætte SDU’s gode og ambitiøse udvikling i de kommende år, siger Thomas Buchvald Vind. 

Den nye universitetsdirektør bor i Virum. Han er gift med overlæge Ane Bonnerup Vind, og de har to børn på 14 og 17 år.

Thomas Buchvald Vind afløser Herluf Petersen, der har været konstitueret universitetsdirektør siden november 2016.

Redaktionen afsluttet: 24.03.2017