Skip to main content
DA / EN

Ældre fylder mere i skønlitteraturen

En ny form for litteratur har set dagens lys, og det kan vi især takke velfærdsstaten for

Tusindvis af læsere har moret sig over den 100-årige Allan Karlsson, der i svenske Jonas Jonassens bestseller-roman fra 2010 kravler ud ad vinduet på plejehjemmet, forsvinder og får nye venner, alt imens han bliver jagtet af politi og gangstere i midtsvenske skove.
Og Allan Karlsson er slet ikke den eneste med gråt hår og mange år på bagen, der har fundet vej til bøgernes verden. Mere og mere skønlitteratur har nemlig et ældre menneske som hovedperson eller vigtigt omdrejningspunkt.

Det viser et forskningsprojekt fra SDU, som Peter Simonsen har lavet og samlet i bogen Livslange liv, der udkom i april.
Peter Simonsen har døbt den nye genre ”Ældrelitteratur” og ser særligt velfærdsstaten som en forklaring på, at den er opstået.

Det gamle liv er ikke slut

– Velfærdstaten har givet os et liv efter arbejdslivet. Og ikke bare et liv, men også et længere og bedre liv. Før velfærdsstaten arbejdede de fleste sig halvt ihjel. I dag er livet efter de 65 år faktisk blevet den længste fase i livet, og en fase som langt flere end tidligere er frit stillet til at bruge, som man vil, siger Peter Simonsen, der er professor i europæisk litteratur ved universitetets Institut for Kulturvidenskaber.

Det gamle liv er altså et liv, der ikke er slut, og derfor får det også plads i skønlitteraturen.

I sit forskningsprojekt har Peter Simonsen taget udgangspunkt i en række nyere danske romaner og novellesamlinger af blandt andre Christian Jungersen, Dorthe de Neergaard, Bent Vinn Nielsen, Anders Bodelsen, Trisse Gejl og Kirsten Thorup. Alle med en ældre som jeg-fortæller eller anden form for hovedperson.

Både-og

Kendetegnende for ældrelitteraturen er vores ambivalente forhold til velfærdsstaten.

– Den 100-årige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt er et meget godt eksempel på vores både-og-forhold til velfærdsstaten: Vi er glade for den, men vi vil også gerne kunne stikke af fra den. Vi vil gerne kunne forestille os et ældreliv uden for plejehjemmet, siger Peter Simonsen.

På samme måde skildrer de danske romaner også alderdommen i velfærdsstaten med splittelse og som noget, hvor der bliver givet med den ene hånd og taget med den anden. Som i Christian Jungersens roman Krat, hvor den gamle Poul Martin bliver indlagt med en hjertefejl, men falder og brækker hoften under indlæggelsen, hvilket forlænger hans ophold på hospitalet. Omvendt ville han have været død af hjertet, hvis ikke velfærdsstatens hospitalsvæsen havde indlagt ham.
Eller den voksne singledatter i Bent Vinn Nielsens Et liv i almindelighed, hvis gamle far kommer på plejehjem, så hun frit kan arbejde som lærer for nogle lidt vanskelige børn og i øvrigt samle ind til Folkekirkens Nødhjælp.

At mange historier har plejehjemmet som ramme, forklarer Peter Simonsen med, at de er en vigtig del af vores måde at gøre karriere på. Det kan vi nemlig kun, fordi vi ikke skal passe vores gamle forældre derhjemme.

Ikke kun gamle forfattere

Peter Simonsen understreger, at det ikke er nyt, at skønlitteraturen beskæftiger sig med gamle mennesker, men at betegnelsen ældrelitteratur dækker over en ny måde at fremstille alderdommen på:

– Der har altid været litteratur om det at være gammel, men det har været historier i negativ forstand. Typisk historier fra dødslejet eller historier om de gamle, der står i vejen for de yngre, forklarer han.

Og skulle man have den tro, at det kun er gamle forfattere, der skriver om gamle, så kan Peter Simonsen godt punktere den myte:

– Krat af Christian Jungersen og Patrikarken af Trisse Gejl er rigtig gode eksempler på helt unge forfattere, der vælger at skrive store klassiske romaner med gamle mennesker som hovedpersoner –  mennesker, hvis livslange liv fascinerer os og åbner nye aspekter af tilværelsen for læserne, siger han.

Af Trine Bergman, trb@sdu.dk

Se artiklen i Ny Viden: 

 

Redaktionen afsluttet: