Skip to main content
DA / EN

Nyt center forsker i læring gennem fysisk aktivitet

Syddansk Universitet og University College Lillebælt går sammen om nyt center

Et nyt Forsknings- og Innovationscenter for Idræt, Bevægelse og Læring (FIIBL) ser nu dagens lys. Det er et samarbejde mellem Syddansk Universitet og University College Lillebælt.

Visionen er, at centret skal udvikle nye læringsformer, som involverer kroppen i børn og unges læring. Centret skal ligeledes rådgive om integration af fysisk aktivitet og bevægelse i skolernes hverdag.

Med folkeskolereformen skal fysisk aktivitet i endnu højere grad indgå som del af læringen i skolerne. Derfor er der brug for mere viden om, hvordan krop og hjerne får det bedste udbytte af opbruddet i det klassiske skoleskema.

Skal i tæt kontakt med skoler

- Det er et aktuelt og vigtigt område, hvor vi mener at kunne gøre en forskel ved at forene Syddansk Universitets stærke forskningskompetencer med University College Lillebælts tætte kobling til skolerne.

Det siger Thomas Skovgaard, der er lektor ved Syddansk Universitet, og som bliver leder af det nye center.

Visionen er, at de to institutioner kan indgå i forsknings- og udviklingssamarbejder med blandt andet offentlige og private virksomheder, styrelser og NGO-organisationer. En anden vigtig opgave bliver at styrke uddannelser og efteruddannelser på både University College Lillebælt og Syddansk Universitet. Læs også SDU og UCL vil styrke forskning og innovation om læring gennem bevægelse

Redaktionen afsluttet: 19.06.2014