Skip to main content
DA / EN

Diabetesepidemi koster milliarder

31.8 milliarder. Så stor er den årlige regning til samfundet som følge af den voksende diabetesepidemi, viser et nyt studie udført af SDU-forskere i samarbejde med Diabetesforeningen

Den helt store udgiftspost, som den voksende diabetesepidemi påfører samfundet, er et produktivitetstab på 13.2 milliarder. Tallet dækker over, at diabetespatienter har højere arbejdsløshed, mere sygefravær, oftere forlader arbejdsmarkedet før tid og dør tidligere end andre. Diabetes giver omkostninger for 6.4 milliarder i plejesektoren og 5.5 milliarder i sundhedsvæsenet, mens medicinudgifterne på 1.1 milliard er en mindre post i det store diabetesregnskab.

Diabetes Impact Study er gennemført for Diabetesforeningen af Applied Economis and Health Research, ApEHR i samarbejde med SDU. Studiet viser også, at Danmark i 2015 har omtrent 380.000 med diabetes, og i 2025 vil det tal være vokset til hele 650.000 mennesker. Det kommer til at koste samfundet 60 milliarder om året.

Fokus på at forebygge følgesygdomme

Professor Anders Green fra Odense Patient data Explorative Network (OPEN) på SDU er en del af forskergruppen bag studiet og han bakker om Diabetesforeningens fokus på at forebygge følgesygdomme.

- Der er markant stigende tillægsomkostninger, når folk udvikler komplikationer. Der er med andre ord et økonomisk potentiale ved at forhindre komplikationsudvikling, siger han.

Den primære forebyggelse er også vigtig, men uanset hvad vi gør, vil antallet af diabetikere stige voldsomt de kommende år kulminerende med estimeret 1.2 millioner danskere med en diabetesdiagnose i 2040.

- Det kan vi ikke gøre noget ved. Men vi kan håndtere det, fastslår Anders Green.

Redaktionen afsluttet: 20.08.2015