Pionersamarbejde mellem Fyns Politi og SDU Dronecenter

Et nytænkende samarbejde mellem Fyns Politi og SDU Dronecenter tog sit udspring, da Fyns Politi tog kontakt til SDU for at få hjælp til at introducere brugen af droner i politiarbejdet f.eks. ved ulykkessteder og i forbindelse med eftersøgninger.

Fyns Politi havde mange ideer til, hvordan man kunne bruge droner i deres arbejde, men søgte assistance hos SDU’s droneeksperter til at føre ideerne ud i virkeligheden.

Udstyret med droner og viden

Kjeld Jensen fra SDU Dronecenter så straks potentialet i ideen og samarbejdet tog fart. Gennem en række workshops og diskussioner, har forskerne bidraget med deres viden inden for droneteknologi og ikke mindst lovgivningen på området. Samarbejdet har desuden inkluderet teknisk support, og SDU har stået for demonstrationer af forskelligt udstyr og ydet støtte på operative områder.

Samarbejdet har betydet, at Fyns Politi i dag er fuldt udstyret med droner, og at de allerede op til flere gange har anvendt droner i operationer bl.a. i forbindelse med en lastbilulykke på Storebæltsbroen i juli 2018.

Droner i den offentlige service

Arbejdet med at udvikle droneteknologi til at understøtte den offentlige service er en del af Dronecenterets vision om at udvikle droner til gavn for samfundet. En vision, som ligger i tråd med den Danske Dronestrategis ambition om at fremme den offentlige sektors anvendelse af droner. Denne ambition ses desuden i SDU’s samarbejde med bl.a. Odense Universitetshospital (OUH) om udviklingen af sundhedsdroner.

Brugen af droner udbredes

Ud over at Fyns Politi nu aktivt bruger droner i politiarbejdet, har de lavet en aftale med Beredskab Fyn om at flyve for dem i tilfælde af ulykker, hvor droner kan bidrage til arbejdet.

Desuden skal erfaringerne fra samarbejdet med SDU, nu også bruges til at udbrede brugen af droner til flere af landets politikredse.

 

Presse

SDU Hjælper dansk politi i luften med droner, Fyens.dk, 7. juli 2018

Droner er ikke led i overvågning, Fyens.dk, 7. juli 2018

 

Kontakt

Kjeld Jensen, Lektor, SDU Dronecenter, kjen@mmmi.sdu.dk