Skip to main content

Nu åbner ATLAS

SDU’s nye grundforskningscenter skal forske i fedme på celleniveau

Af Bente Dalgaard, bda@sdu.dk, 01-11-2017

På mandag holder SDU’s nyeste grundforskningscenter ATLAS officiel åbning. Centrets forskere vil i de kommende seks år forsøge at skubbe grænserne for, hvad der kan lade sig gøre med genomiske tekniker.

Det overordnede formål er at forstå, hvordan forskellige celletyper i lever og fedtvæv ændrer sig under fedme, og forskerne får som de første få mulighed for at kigge på cellerne inde i levende mus.

Ved hjælp af nye teknikker vil de kunne aflæse, hvad der sker i de forskellige celletyper inde i det levende væv, når cellerne udsættes for ydre påvirkninger. På den måde kan ATLAS tilvejebringe forståelse af, hvordan celler kommunikerer med hinanden og reagerer på forandringer.

En forståelse, som på længere sigt kan få indflydelse på behandling af fedmerelaterede sygdomme.

Tværfaglig satsning

Professor Susanne Mandrup står i spidsen for den nye satsning, som involverer naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige forskere fra SDU og Odense Universitetshospital.

Hun har siden 1999 haft sin egen forskningsgruppe – Mandrup Group – på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi.

Center for Funktionelle Genomiske Studier af Vævsplasticitet, i daglig tale ATLAS, inviterer til både officiel åbning og symposium. Det foregår på mandag - 6. november - i auditorium 100 på SDU, Campusvej i Odense.

Mød forskeren

Professor Susanne Mandrup er uddannet molekylærbiolog og har sin egen forskningsgruppe på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi.

Kontakt

Centre of Excellence

ATLAS er et Centre of Excellence og vil modtage 65 mio. kr. fra Danmarks Grundforskningsfond. SDU har i forvejen to aktive Centres of Excellence: Center for Medieval Literature (CML) og Centre for Particle Physics Phenomenology (CP3-Origins). Der er stor prestige forbundet med bevillingerne, som gives til fremragende frontforskning med international betydning.

Danmarks Grundforskningsfond

Redaktionen afsluttet: 01.11.2017