Skip to main content
DA / EN

Gamle skatte i universitetets kælder

I kælderen under SDU står i tusindvis af bøger ryg mod ryg. Det er universitetsbibliotekets bogsamlinger, der optager pladsen i dybet

Af Stine Charlotte Hansen, stich@sdu.dk, 24-03-2016 

Jakob Povl Holck viser rundt mellem kælderdybets reoler. Hylderne på hver side af ham bærer på tunge bøger med berømte navne på ryggen. Fra Darwin til Holberg og Worm.

- Der bliver ved med at dukke bogskatte op, og jeg har det lidt, som om jeg er på skattejagt, når jeg går rundt hernede, fortæller han.

Jakob Povl Holck er forskningsbibliotekar på Syddansk Universitetsbibliotek, som har kilometervis af reoler i kælderen. Her findes blandt andet 40.000 bøger fra Herlufsholm. Kostskolens store samling af bøger købte biblioteket allerede tilbage i 1969.

Biblioteket gør unikke fund

Sammen med kollegerne fra universitetsbiblioteket gør Jakob Povl Holck lige nu usædvanligt mange fund af hidtil helt ukendte og ofte velbevarede middelalderhåndskriftfragmenter. Specielt i Herlufsholm-samlingen, men også i de andre gamle samlinger.

- Forskerne, der beskæftiger sig med middelalderlitteratur, betegner det som en sensation. De vidste ikke, at det fandtes. Det kan vise sig, at SDU har landets tredjestørste samling af den slags, forklarer Jakob Povl Holck.

Forskningsbibliotekaren arbejder i øjeblikket på et registrerings- og formidlingsprojekt, hvor han leder efter skatte blandt Herlufsholm-samlingens 40.000 bøger.

Digitalisering tager år

Samlingen strækker sig helt tilbage til middelalderen. Mange af bøgerne er bundet ind i skind og udstyret med flotte messinghasper og kobbertryk. Duften af gammelt papir er gennemtrængende.

- Det fascinerende ved bogsamlingen er, at jeg stadig kan finde bøger, som ingen anede eksisterede. Det er unikt, at så mange bøger har overlevet til i dag. Mange bogsamlinger med så gamle rødder er enten blevet krigsbytte eller brændt, siger Jakob Povl Holck.

Ud over at finde særlige skatte, skal biblioteket undersøge, hvor meget af bogsamlingen der skal digitaliseres. Arbejdet er begyndt, men det kommer til at tage flere år at komme igennem mængderne.

Redaktionen afsluttet: 21.03.2016