Skip to main content
DA / EN

Mænd får sexlivet tilbage med stamceller

Mænd, der lider af impotens, kan nu se frem til en effektiv behandling, som hverken kræver den såkaldte ’penis-pumpe’ eller har den medicinske behandlings bivirkninger.

Søren P. Sheikh, professor på SDU og overlæge på OUH, kan i dag sammen med sit forskerteam præsentere resultaterne af sin stamcelleforskning

Han har sammen med professor Lars Lund og professor Jens Ahm Sørensen forsket i at tage stamceller fra ét sted i kroppen og lade dem reparere skader et andet sted. Et veldokumenteret forsøg viser nu, at stamceller fra fedtvæv kan bruges til at give kræftopererede mænd potensen tilbage.

 73 procent fik potensen tilbage

- Det lyder næsten for godt til at være sandt, men humane stamceller finder selv ud af, hvad de skal bruges til, når de placeres et nyt sted i kroppen. I takt med, at vi finder nemmere måder at isolere stamceller på end fra rygmarv og navlesnor, kan vi bruge stamcellerne til langt flere ting. Vores undersøgelse viste, at 73 procent af de impotente mænd, vi har undersøgt, fik potensen tilbage efter en behandling med stamceller, siger Søren P. Sheikh.

Indtil videre har effekten holdt sig stabil i et år, fortæller forskeren.
- Det er bemærkelsesværdigt, især fordi disse mænd ikke havde haft nogen effekt af traditionel medicinsk behandling. Vores forskning har nu banet vejen til løsningen af et stort problem for mange mænd, siger Søren P. Sheikh.

Forskningen er et samarbejde mellem Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet i deres fælles center for regenerativ medicin.

Redaktionen afsluttet: 26.01.2016