SDU i top 200 over de mest internationale universiteter
Danske universiteter klarer sig flot i ny måling fra Times Higher Education
Seks danske universiteter, heriblandt SDU, er med på en ny top 200-liste over de mest internationale universiteter i verden.
Det britiske tidsskrift Times Higher Education har i dag offentliggjort en rankingliste, hvor verdens universiteter måles på deres globale udsyn.
Universiteterne er vurderet ud fra deres andele af udenlandske forskere, andele af udenlandske studerende og andele af publikationer skrevet med mindst én international forsker.
SDU er nr. 163
SDU er placeret som nr. 163 på listen. Det højest placerede danske universitet er CBS, som er nr. 63.
De danske placeringer skal ses i lyset af, at der er ca. 17.000 universiteter i verden.
Times Higher Education, som producerer den mest omfattende universitetsranking skriver, at det er tegn på stort potentiale, konkurrencedygtighed og dynamik at komme på top 200.