Syg litteratur hitter
En ny bog af professor Anne-Marie Mai med skønlitterære bidrag fra en række kendte forfattere hitter på de sundhedsvidenskabelige uddannelser
Bogen ”Syg litteratur” er blevet til på initiativ af professor på Institut for Kulturvidenskaber, Anne-Marie Mai og Munksgaards forlag. Og den storhitter allerede blandt fagfolk og undervisere inden for sundhedsvidenskab.
Litteraturen tilbyder erkendelser og oplevelser, der åbner for en dybere forståelse af sygdom, behandling og pleje, ligesom den også viser de professionelle og de pårørendes oplevelser i et nyt lys.
- Der er et stigende ønske om en større forståelse af ”det hele menneske”. Ud over klare, præcise diagnoser, vil man også gerne lære om det at være patient og pårørende og om spændet mellem medicinske facts og menneskelige følelser, fortæller Anne-Marie Mai.
De vigtige nuancer
I bogen giver en række kendte forfattere deres skønlitterære bud på oplevelser med sygdom, død, hospitaler, behandlinger og lægers kommunikation.
De fortæller om hele det følelsesregister, man kan opleve, når man som patient eller pårørende kommer i kontakt med sundhedssystemet.
- Det er vigtigt med nuancer, når vi har med folk at gøre i krise. Så det giver mening at have undervisningslitteratur, der breder sig mellem det humanistiske og det sundhedsfaglige område, forklarer Anne-Marie Mai.
Inspiration fra USA
Hun og tre medredaktører har blandt andet hentet inspiration til opbygningen af bogen fra Columbia University i USA, hvor man længe har brugt skønlitteratur i undervisningen af sundhedsvidenskabelige studerende.
- Fortællingerne kan være med til at åbne en debat om emnet, og kan bruges til at nuancere kommunikationen. Jeg har undervist ph.d. studerende i emnet, og det har hver gang været en øjenåbner for dem, siger Anne-Marie Mai.
Bogen kan bruges både på bachelor- og kandidatniveau og til såvel grunduddannelse, sygeplejersker som til efteruddannelse.