Ny naturvidenskabelig læreruddannelse
27 studerende er begyndt på en ny naturvidenskabelig læreruddannelse i Odense og Haderslev
To læreruddannelser har sammen med Syddansk Universitet fundet opskriften på at gøre noget ved folkeskolens mangel på stærke matematik- og naturfagslærere. De danske folkeskoler får i de kommende år hårdt brug for flere lærere, som kan undervise i fysik, biologi, geografi og andre naturfag. Det er udgangspunktet for, at Læreruddannelsen i Haderslev og Læreruddannelsen på Fyn fra i år tilbyder en særlig naturvidenskabelig læreruddannelse.
Den helt rigtige vej
En af dem, der har valgt at læse den nye naturvidenskabelige læreruddannelse er den 25-årige Martin Colstrup Hansen.
- Da jeg opdagede, at det var muligt at tage læreruddannelsen og samtidig specialisere sig inden for de naturvidenskabelige fag, vidste jeg bare, at det var den vej jeg skulle gå, fortæller Martin Colstrup Hansen.
Uddannelse med begejstring
- Jeg oplevede selv at have en lærer på hf, som formåede at vække og forstærke min begejstring for de naturvidenskabelige fag, og den begejstring vil jeg rigtig gerne give videre til andre børn og unge, siger Martin Colstrup Hansen. Og det er netop et af målene med den naturvidenskabelige læreruddannelse: At uddanne lærere, der kan være med til at skabe begejstring og interesse for naturfag i folkeskolen, så flere unge får lyst til at tage en naturfaglig uddannelse.