Skip to main content
DA / EN

Ti år efter Muhammed-krisen

Tre forfattere og en filosof diskuterer grænserne for ytringsfriheden ved debatarrangementet "Det frie ord" på SDU

Muhammed-krisen førte til selvransagelse blandt folk i Danmark, der lever af at ytre sig. Journalister, forfattere, kunstnere og tegnere, ja, selv stand-up komikere har siden gjort opmærksom på, at de tænker mere over, om deres budskab kan virke stødende.

Nu kommer den kendte forfatter Kåre Bluitgen til SDU for at medvirke i et debatarrangement om ytringsfrihed. Det var hans bog "Koranen og profeten Muhammeds liv", der indirekte førte til Muhammedkrisen, fordi han ikke kunne finde en illustrator til den, og det fik sidenhen Jyllands-Posten til at stille 12 tegnere opgaven at tegne Muhammed.

Tegningerne blev offentliggjort – og store dele af den muslimske verden var i oprør. Det frie ord var ikke længere det samme.

Ytringsfrihed og forfølgelse

Det er studerende, som sammen med Dansk PEN, arrangerer oplæsnings- og debatarrangementet om forfulgte forfattere og ytringsfrihed i litteratur og kunst.

Ud over Kåre Bluitgen deltager forfatter Adil Erdem fra Dansk PEN, forfatter Jakob Vedelsby, som er formand for Dansk Forfatterforening, og Nikolaj Nottelmann, lektor i filosofi på Syddansk Universitet i panelet.

Arrangementet er gratis og åbent for alle. Det foregår onsdag 28. oktober kl. 17-19 på Syddansk Universitet i Odense i auditorium O100.

Interesserede opfordres til at komme i god tid, da der vil være rift om pladserne.

Læs mere om arrangementet "Det frie ord"

Redaktionen afsluttet: 21.10.2015