Skip to main content
DA / EN

Truede dyrearter kan reddes for 9,14 mia. kr.

En ny videnskabelig undersøgelse viser, at 841 truede dyrearter kan reddes fra udryddelse for cirka 9,14 mia. kroner årligt. For 15 af arterne er chancerne for overlevelse dog meget lave

Havfugle, klatrende rotter og tropiske jordegern er blandt de 15 dyrearter, der har den absolut største risiko for at blive udryddet meget snart. Hvis vi skal redde dem og andre stærkt truede arter, er der brug for ekspertise og penge, konkluderer forskere i ny undersøgelse.

Undersøgelsen er offentliggjort i tidsskriftet Current Biology, og den konkluderer, at 841 truede dyrearter kan reddes ­– men det kræver en investering på cirka 9,14 milliarder kroner årligt i at sikre arternes beskyttelse og forvaltning af deres levesteder. Udgifterne til supplerende bevaringsarbejde i zoologiske haver vurderes at være 1,12 milliarder kroner.

Forskerholdet bag undersøgelsen er ledet af adjunkt Dalia A. Conde fra Syddansk Universitet og professor John E. Fa fra Imperial College. De har udviklet et indeks, der vurderer mulighederne for at bevare de enkelte arter ved hjælp af målbare indikatorer.

39 pct. har gode muligheder for at overleve

Ved hjælp af indekset har forskerne beregnet både udgifterne til og mulighederne for at bevare de 841 arter af pattedyr, krybdyr, fugle og padder, der optræder på Alliance for Zero Extinction’s liste over dyr, der er kategoriseret som udryddelsestruede eller stærkt udryddelsestruede, og hvis levested er begrænset til enkelte lokaliteter.

– Undersøgelser som denne viser, at det haster med at gennemføre ledelsesmæssige tiltag, før det er for sent. Og det er bydende nødvendigt at finde løsninger, for de arter, som vi fandt, har de laveste chancer for at overleve, siger Dalia A. Conde.

Mens undersøgelsen viser, at 39 % af arterne har gode muligheder for bevarelse, viser den altså også, at mindst 15 arter er i overhængende fare for at uddø på grund af de dårlige muligheder for at bevare dem.

Læs mere om undersøgelsen og se listen over de 15 mest truede dyr.

Foto: Amsterdam-albatros, der er blandt de seks mest truede fuglearter/Vincent Legendre.

Redaktionen afsluttet: 18.03.2015