Skip to main content
DA / EN

Nysgerrige unge: Museer og nyheder hitter

Unge med indvandrerbaggrund vil på museum, og generelt er unges brug af nyheder steget markant. Ny stor spørgeskemaundersøgelse præsenterer opsigtsvækkende resultater om unges museums- og medievaner

Der er godt nyt til de danske museer. På fire år er andelen af unge mellem 13 og 23 år, der kommer på museumsbesøg, steget, og den største og mest markante stigning ses blandt unge med indvandrerbaggrund.

Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse blandt 2450 unge i hele landet, der er gennemført af det nationale forskningscenter DREAM ved Syddansk Universitet.

En lignende undersøgelse blev foretaget i 2010, og her svarede 53 procent af de unge, at de havde været på museum inden for det seneste halve år. Nu er det tal vokset til 60 procent.

Med til at aflive myter

- Det er godt nyt for museerne, for det tyder på, at de er på vej i en retning, der tiltaler unge. Samtidig er det godt nyt for de unge og for samfundet i det hele taget. Det er på museerne, vi lærer om, hvem vi er, hvor vi er på vej hen, og hvad vi kommer fra. Museerne udvider det kulturelle rum for os, siger Kirsten Drotner fra Syddansk Universitet, en af professorerne bag undersøgelsen.

Samtidig går undersøgelsens resultater stik imod det billede af unge med indvandrerbaggrund, der er gængs i nogle kredse, mener professoren.

Godt nyt

"Det er godt nyt for museerne, for det tyder på, at de er på vej i en retning, der tiltaler unge"
Professor Kirsten Drotner

- Det er med til at aflive myter om unge med indvandrerbaggrund. Det er stadig gruppen af etnisk danske unge, der kommer mest på museer, men den største stigning i antal museumsbesøg ser vi hos unge med indvandrerbaggrund. Det er også den gruppe, der keder sig mindst og har det sjovest, når de er der, og de føler, de lærer mere om et emne, når de er på museum, siger hun.

Unge vil have flere nyheder

Undersøgelsen ser også på, hvordan unges brug af medier har udviklet sig. Færre unge ser tv og lytter til radio, men andelen af unge, der dagligt opsøger og bruger nyheder, er vokset fra 12 procent i 2010 til 27 procent i dag.

- De unge får nyheder på rigtig mange platforme som f.eks. Youtube og Facebook. I den her aldersgruppe har mindst 4 ud af 5 en smartphone. Mange har installeret nyhedsapps og får beskeder med nyheder. Det er de hurtige, delevenlige, personbårne og sensationsbårne nyheder, der interesserer dem. De unge er med i den daglige strøm, men kommer måske ikke så meget i dybden, når de læser nyheder, fortæller Kirsten Drotner.

Fælles ansvar

Og det er udfordringen for den unge generation, mener hun.

- De unge er en netværksgeneration, og deres udfordring er at søge viden uden for deres netværk på de sociale medier, så de får en bred viden om samfundet og verden omkring dem. En viden, der stikker dybere end det daglige nyhedsflow formår. Og her bærer forældre, uddannelsesinstitutioner og de unge selv et ansvar, siger Kirsten Drotner.

Resultaterne af undersøgelsen Danske unges museums- og mediebrug præsenteres i dag ved et åbent møde på Syddansk Universitet

Forskningsprojektet er gennemført af det nationale forskningscenter DREAM ved Syddansk Universitet i samarbejde med museer, oplevelsescentre og unge fra hele landet.

Se hele rapporten: "Danske unges museums- og mediebrug: Temaer og tendenser"

Redaktionen afsluttet: 07.05.2015