Skip to main content
DA / EN

Statsministerkandidaten med den bedste magi vinder

Den, der bedst balancerer mellem at forekomme vedkommende og samtidig formår at opretholde sin ophøjede, magiske politiker-boble, vinder nøglerne til Statsministeriet, mener Anders Hougaard, lektor i sprog og kommunikation

For at vinde valget skal de to statsministerkandidater overbevise vælgerne om, at netop de kan håndtere meget abstrakte og yderst vanskelige problemstillinger som flygtningestrømme og vækstskabelse.
Og hvis det skal lykkes, er kandidaterne nødt til at fremstå, som om de har særlige evner og er i besiddelse af særlige redskaber, som vi andre dødelige ikke råder over. Det mener Anders Hougaard, der er lektor i sprog og kommunikation.

Han taler om en såkaldt politiker-boble, som statsministerkandidaterne helst skal befinde sig i - uden dog at blive for virkelighedsfjerne og svæve for langt væk fra vælgerne.
-       Det er ikke troværdigt, at de kan løse de her vilde problemstillinger, hvis de bare er ganske almindelige mennesker som alle andre. Derfor forsøger de gennem sprogbrug og medier at skabe den her boble omkring sig, der giver en illusion om, at de ikke er begrænsede af samme virkelighed som os, siger Anders Hougaard.

Vinderen af valget i dag bliver ham eller hende, der finder den mest præcise balance mellem at være relevant for og tæt på vælgerens hverdag uden at punktere denne magiske boble, slår han fast.

Løkke har fået lappet den punkterede boble

Bilagssagerne punkterede i den grad Venstres Lars Løkke Rasmussens magiske boble. Pludselig var han et trivielt, fejlbarligt menneske med hang til fadøl og i stærk kontrast til myten om den økonomisk ansvarlige leder, der helst skal kendetegne en statsministerkandidat.

- I valgkampens begyndelse beklagede Lars Løkke de her sager, hvilket var et nødvendigt første skridt, men det fastholdt ham også uden den galvaniserede statsleders troværdighed. Og da han holdt op med at kommentere sagerne, fik han langsomt med en ro og selvsikkerhed i sit sprog opbygget et billede af, at han trods alt besidder nogle af de her særlige politiker-evner, der er rettet imod højere formål og kan finde løsninger på eksempelvis stigende medicinpriser, siger Anders Hougaard.

Helle Thorning synes dog ikke at have været opmærksom på Lars Løkke Rasmussens udvikling. Hun har til tider overspillet sine kort, været for aggressiv med det resultat, at hendes boble har været i fare for at briste. Hun har risikeret at gået fra at være én, der overlegent har trynet en faldet statsmand til at være én der underlegent er utidig overfor en genrejst statsmand, mener han.

- Hvis vi udelukkende skal tage udgangspunkt i min teori om vigtigheden af politikernes magiske boble, vil det derfor ikke komme bag på mig, hvis Lars Løkke Rasmussen skulle vinde valget, lyder et forsigtigt bud fra Anders Hougaard.
 

Alternativet skaber kontrast til illusionen om den alvidende politiker

Mens statsministerkandidaterne sætter alle sejl ind på at opretholde denne magiske boble, byder denne valgkamp også på et parti, der ser det som en af sine fornemste opgaver at punktere bobler.
- Alternativet indrømmer gerne, når der er noget partiet ikke har en løsning på, og de er ikke bange for at komme med forslag, som set fra det eksisterende politiske “regimes” perspektiv kan virke latterlige. Og deres succes vidner om, at der er vælgere, der er trætte af illusionen om en galvaniseret politiker med særlige evner og svar på alting og hele den samfundsform, som denne politiker kan associeres med, siger Anders Hougaard.

Det er utænkeligt, at vi hører Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt undlade at tilbyde en løsning på et problem, og det mener Anders Hougaard heller ikke, at flertallet ser som ønskværdigt.

- Vi kan ikke undvære troen på, at der findes en politiker, der er i stand til at finde løsninger på snart sagt ethvert problem. Men der er ingen tvivl om, at Alternativet har realiseret et nyt bud på en moderne politiker i vores repræsentative demokrati, og det har skabt optimisme i de kredse, hvor politikerleden har været særlig stor. Og det er under alle omstændigheder positivt for demokratiet, siger Anders Hougaard.
 
Godt valg.

Redaktionen afsluttet: 18.06.2015