Skip to main content
DA / EN

Mange studerende mødte op til vælgermøde

TV2/Fyn live-transmitterede fra velbesøgt vælgermøde på Syddansk Universitet onsdag eftermiddag. 10 fynske folketingskandidater debatterede dagpengereform, sundhed og det skæve Danmark.

Trods eksamener og sommertemperaturer var et stort antal studerende mødt op til vælgermøde på campus i Odense onsdag eftermiddag.

Allerede tirsdag i sidste uge havde universitetet været nødt til at lukke for tilmeldinger til debatten mellem folketingskandidaterne. Heldigvis kunne de, der ikke nåede at få en af de 120 pladser på Agora-torvet ved Institut for Statskundskab, følge med på TV2/Fyn, der sendte live fra hele arrangementet.

Det var første gang Syddansk Universitet og TV2/Fyn samarbejdede om at samle de fynskopstillede folketingskandidater til et vælgermøde, men ifølge prorektor Bjarne Graabech Sørensen var det ikke sidste gang.

- Jeg ser gerne, at det bliver en tradition, at når der er valg, er der også et live-transmitteret vælgermøde her på SDU. Som universitet vil vi gerne bakke op om vores demokrati og i samarbejde med en stærk mediepartner sørge for at de politiske debatter når bredt ud, siger Bjarne Graabech Sørensen.

De 10 fynske kandidater diskuterede både længden af genoptjeningsperioden, stigende medicinpriser og jobskabelse i landdistrikterne. Debatten spidsede til, da ansvaret for dagpengereformen og reformens videre skæbne blev spillet på banen, mens de fleste af partierne var rørende enige om, at jobskabelse i provinsen er en politisk prioritering i den kommende valgperiode.

Jesper Buch, politisk redaktør på TV2/Fyn, var ordstyrer og sørgede for god ro og orden. Mens tre samfundsforskere fra SDU; professor Asbjørn Sonne fra Institut for Statskundskab, professor Mickael Bech fra Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi og professor Anne-Mette Hjalager fra Center for Landdistriktsforskning bidrog med oplæg til hvert af de tre debatemner.

Et moderne universitet arrangerer vælgermøder

Det hører med til et moderne universitets opgaver at skabe rammerne for vælgermøder som dette, mener Bjarne Graabech Sørensen.
- Vi uddanner unge mennesker til erhvervsliv og offentlige stillinger, og vi bedriver forskning. Men vi har også en dannelsesopgave, der blandt andet handler om at sikre, at det demokratiske system fortsat fungerer. Det understøtter dette vælgermøde, hvor vores studerende har mulighed for at stille politikerne spørgsmål om forhold, der optager netop dem, siger prorektoren.

Onsdagens debatterende folketingskandidater var:
Dan Jørgensen (Socialdemokratiet), Camilla Hersom (Det Radikale Venstre), Mai Mercado (Konservative), Annette Vilhelmsen (SF), Merete Riisager (Liberal Alliance), Kim Brandt Laursen (Kristendemokraterne), Alex Ahrendtsen (Dansk Folkeparti), Anne Katrine Melvig (Venstre), Rune Lund (Enhedslisten) og Roger Matthisen (Alternativet).

Se flere billeder fra vælgermødet

Redaktionen afsluttet: 11.06.2015