Skip to main content
DA / EN

Graviditet: Mangel på D-vitamin kan føre til abort

Risikoen for spontan abort er mere end dobbelt så høj blandt gravide med D-vitamin mangel

En ny undersøgelse viser, at mangel på D-vitamin tidligt i graviditeten er forbundet med over dobbelt så høj risiko for tidlig spontan abort.

Studiet er baseret på 1683 kvinder fra Odense Børnekohorte. De fik målt D-vitamin i den tidlige graviditet, og 59 havde efterfølgende en spontan abort.

- Det er et overraskende fund, da alle gravide tilrådes D-vitamin tilskud, siger Louise Bjørkholt Andersen, som står bag undersøgelsen.

Vigtigt med kosttilskud

Hun er læge og ph.d.-studerende ved Syddansk Universitet samt OUH. Forskningsgruppen, som hun er med i, har base på H.C. Andersen Børnehospital på Odense Universitetshospital.

- Den gode nyhed er, at mangel på D-vitamin let og billigt kan forebygges med kosttilskud, og det kan måske mindske risikoen for spontan abort, tilføjer Louise Bjørkholt Andersen.

Det er ikke tidligere påvist i større studier, at lav D-vitamin kan medføre højere risiko for abort. Resultatet er netop offentliggjort i det videnskabelige amerikanske tidsskrift ”American Journal of Clinical Nutrition”.

Sollys giver D-vitamin

Sollys medvirker til dannelse af aktivt D-vitamin. Derudover findes D-vitamin i mælkeprodukter, fisk, kød, æg og visse grønsager, men dette er sjældent nok til at dække behovet hos gravide. I Danmark anbefaler man gravide at tage et tilskud på 10 mikrogram D-vitamin om dagen.

D-vitamin har betydning for knogleudvikling og sandsynligvis også for en række sygdomme hos den gravide, fosteret og det kommende barn. Læs også: Risiko for spontan abort

Undersøgelsen er fra Odense Børnekohorte, der følger 2.550 odenseanske børnefamilier allerede fra tidligt i graviditeten og frem til at barnet fylder 18 år. Læs mere om Odense Børnekohorte
 
 

Redaktionen afsluttet: 17.07.2015