Skip to main content
DA / EN

Sociale forskelle i valg af fastfood

Kortuddannede spiser pizza og drikker sodavand, mens højtuddannede guffer chokolade og kage, viser undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed på SDU.

Uddannelsesniveau og fastfoodvaner hænger sammen. Det er især førtidspensionister, efterlønsmodtagere og kortuddannede, der spiser pizza og burger og drikker sodavand, mens de højtuddannede vælger kage, chokolade, is eller slik.

Det fremgår af en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU. Her har næsten 14.000 danskere i 2013 svaret på spørgsmål om deres forbrug af fastfood, kager, sodavand og snacks. 

Sodavand mindst fem gange ugentligt

 Undersøgelsen viser, at jo kortere uddannelse, jo mere sodavand, pizza, burger og shawarma, mens en lang videregående uddannelse betyder mere kage, slik og is.
 
Eksempelvis drikker omkring hver femte (18,3 procent) blandt dem, der har grundskolen som højeste fuldførte eksamen, sodavand, læskedrik eller frugtsaft med sukker mindst fem gange om ugen. Blandt de højtuddannede er det 5,8 procent.

 De højtuddannede tager til gengæld teten, når det kommer til kage, chokolade, slik og is. Her er det 17,4 procent, der spiser søde sager mindst én gang om ugen, mens andelen for de kortuddannede er 11,8 procent.

Hver ottende spiser fastfood

I alt 13,3 procent af den voksne befolkning spiser pizza, burger eller shawarma mindst en gange om ugen. Det svarer til hver ottende dansker.

Nogenlunde samme andel, nemlig 12,8 procent af befolkningen, spiser kager, chokolade, is eller slik mindst fem gange om ugen.

Det er især mænd, samt de yngre aldersgrupper, der spiser fastfood og drikker sodavand. Der er ikke nogen alders- eller kønsforskel, når det kommer til kager, chokolade, is eller slik. Her spiser mænd og kvinder nogenlunde lige meget.

Se tabeller

Redaktionen afsluttet: 18.02.2015