Et forvandlet bibliotek med over 1000 studiepladser
Syddansk Universitetsbibliotek i Odense er blevet renoveret for 100 millioner kroner. Det markeres tirsdag 3. marts, hvor biblioteket også fejrer sin 50 årsdag.
Kilometervis af bøger er slæbt ud, og hundredevis af nye stole og borde båret ind. Syddansk Universitetsbibliotek i Odense har over fire år gennemgået en markant forvandling, og det færdige resultat fejres tirsdag den 3. marts.
Se billeder fra biblioteket
Her åbnes hovedindgangen ind til 7000 kvadratmeter renoverede eller nybyggede bibliotekslokaler, som både rummer landsdelens største vidensbank og over 1000 studiepladser, hvor studerende kan sidde og læse i fred og ro.
- Vi har fordoblet antallet af studiepladser, fordi stadig flere studerende foretrækker at læse og skrive opgaver på universitetet i stedet for at gøre det derhjemme. Når de bruger biblioteket som arbejdsplads, kan de måske bedre adskille studier og fritid, siger Thomas Kaarsted, der er formidlings- og kommunikationschef på biblioteket.
Det døgnåbne bibliotek
Derfor udvider biblioteket også sine 24/7-områder. Det vil sige, at en tredjedel af studiepladserne er tilgængelige døgnet rundt, så de studerende kan komme og gå, som det passer ind i deres arbejdsplaner.Samtidig er pladserne blevet inddelt i syv forskellige kategorier – fra læsesale, hvor man skal være musestille, til grupperum, hvor man har lov til at tage sig nogle livlige faglige diskussioner.
De studerende har taget faciliteterne i brug efterhånden som de er blevet færdige, for biblioteket har holdt åbent under hele den gennemgribende renovering.
- Vi har allerede lavet den første mini-undersøgelse af, hvad de studerende synes om ændringerne, og 80 procent tilkendegiver, at de nye faciliteter motiverer dem til mere læsning, siger Thomas Kaarsted.
Det digitale bibliotek
Det nyindrettede bibliotek rummer 10 fagbiblioteker, som universitetets faglige miljøer har været med til at indrette. På reolerne står trykte materialer inden for de specifikker områder, og på det historiske bibliotek er der f.eks. også blevet plads til universitetets samling af gipsafstøbninger af klassiske skulpturer. Det er et helt gennemgående træk, at der står langt færre bøger fremme end for fire år siden.
- Vi har magasineret eller kasseret to tredjedel af de bøger, der tidligere stod i publikumsafdelingen. Stadig mere materiale eksisterer kun i elektroniske udgaver, så over seks år er downloads af artikler, kapitler m. m. mere end tredoblet. Vi har tre millioner downloads om året - og 300.000 bogudlån, siger Thomas Kaarsted.
Biblioteket har også indrettet en læringszone, hvor studerende kan lære at søge i databaser, at skrive akademisk og i det hele taget blive klædt på med kompetencer, der kan styrke deres studier. Senere vil der også blive indrettet et digitalt produktionsværksted – et Fablab – hvor studerende får adgang til 120 it-programmer.
Det jubilerende bibliotek
Tirsdag den 3. marts er valgt som indvielsesdag, fordi det samtidig er en historisk dag for universitetsbiblioteket. Den dag er det 50 år siden, at det blev besluttet, at der skulle ansættes en overbibliotekar til at forestå opbygningen af et bibliotek bl.a. til betjening af det kommende nye Odense Universitet, der kunne optage sine første studerende i 1966.
- Universitetsbiblioteket har sin oprindelse i Kulturministeriet og blev først i 1998 en del af universitet. Det er blandet andet derfor, at vi kan fejre vores jubilæum før Syddansk Universitet, der som bekendt har rund fødselsdag til den 16. september 2016, siger bibliotekschef Bertil F. Dorch.
Universitetsbiblioteket holder derfor 50 års jubilæums-reception for sine 100 medarbejdere og indbudte gæster. For at sætte de første 50 år i relief vises tre tableauer – fortid, nutid og fremtid – med biblioteksmiljøer, samt en særudstilling med nogle af universitetets gamle og sjældne værker.
Syddansk Universitetsbibliotek ligger lige midt i den ældste del af universitetskomplekset på Campusvej, og derfor er ombygningen arkitektonisk tilpasset det oprindelige byggeri samtidig med, at hele området er blevet lysere og mere åbent. Hele renoveringen har kostet 100 millioner kroner, og med i prisen er en helt ny 2. etage.