Kom med bag kulisserne på SDU
Lær at flyve med droner i Odense, dyst mod banken i et investeringsspil i Slagelse og hør om børnemode i Kolding. Syddansk Universitet byder på masser af gratis aktiviteter for børn og voksne til Forskningens Døgn den 23.-25. april
Få indblik i, hvad forskningen betyder for dig og din hverdag, når vidensfestivalen Forskningens Døgn løber af stablen på Syddansk Universitet den 23.-25. april.
På campusserne i Odense, Slagelse, Kolding, Esbjerg og Sønderborg samt i Kerteminde kan man deltage i mere end 60 forskellige gratis aktiviteter – fra foredrag og fremvisninger til koncerter og hands-on aktiviteter.
Og der er noget for enhver alder og interesse – uanset om man er barn eller voksen, og om man er til øl, litteratur eller mode.
Døde grise og en ol-guldvinder
Lørdag den 25. april kan man på universitetet i Odense blandt andet komme med bag kulisserne, når retsmedicinere obducerer en ”dræbt” gris, og når jurastuderende kæmper mod hinanden i et retssagsdrama.
Man kan også lære at flyve med droner, få en smagsprøve på hjemmebrygget øl, lytte til musik af Carl Nielsen og høre om tidens bestsellere – alt sammen noget, som der forskes i på SDU.
Udover de mange forskere kan man i løbet af dagen møde en række tv- og sportspersoner som tv-vært Nikolaj Sonne fra "So Ein Ding", der vil fortælle om udviklingen inden for it-verdenen, og ol-guldvinder Eskild Ebbesen, der sammen med idrætsforskere vil fortælle om vejen til det gode liv.
For de mindste er der blandt andet skattejagt og science show med bølgende flammer og elektriske forsøg.
Alt foregår den 25. april mellem klokken 10-16. Se de nærmere tidspunkter og hele programmet her.
Identitet og investeringer
På campus i Slagelse er der fokus på identitet, investeringer og innovation under overskriften ”Skab dit liv”. Den 24. og 25. april kan man blandt andet blive klogere på, hvordan og hvorfor vi søger en særlig identitet gennem vores udseende, tøj og accessories, og man kan dyste mod banken i et investeringsspil.
Børnemode og legetøjstrucks
I Kolding præsenteres den nyeste forskning inden for design, entreprenørskab og virksomhedsøkonomi. Kom og hør om blandt andet børnemode og mødres forbrug af børnetøj og få indblik i, hvordan designere bruger legetøjstrucks i deres forskning. Det sker den 23. og 24. april.
Sundhed for alle
På campus i Esbjerg handler det om sundhed – både for søfolk og for den almene befolkning. Den 23. og 24. april kan man blandt andet høre om, hvordan forskere forsøger at forbedre sundhed og sikkerhed til søs samt forebygge hjertekarsygdomme i befolkningen som sådan.
Forskerfight og filmfestival
På Alsion i Sønderborg afholdes både forskerfight for folkeskoler og filmfestival for gymnasieelever og studerende. Derudover vil forskere fortælle om deres forskning i Sønderjylland, kommunikation, lys og videnskab. Alt sammen den 24. april.
Tæt på klumpfisken
I Kerteminde kan man lørdag den 25. april overvære biologerne på Fjord&Bælt dissekere en klumpfisk, og man kan tage med forskerne fra Marinbiologisk Forskningscenter på felttur, hvor der skal indsamles tang og tilberedes fisk og skaldyr over bål.
Forskningens Døgn
Forskningens Døgn er en årligt tilbagevendende forskningsfestival arrangeret af landets universiteter, forskningsinstitutioner, kulturinstitutioner m.fl. Programmet byder på mere end 600 gratis aktiviteter for børn og voksne – alt fra foredrag og debatarrangementer til demonstrationer og forsøg. Uddannelses- og Forskningsministeriet er initiativtager til festivalen, hvis formål er at vække interesse for forskning hos befolkningen og skabe forståelse for den betydning, som forskning har for vores samfund og hverdag. Forskningens Døgn bliver i år afholdt den 23., 24. og 25. april.