3 millioner til svære problemer
Fond støtter projekt, hvor unge skal arbejde med supercomputeren på SDU
Alle store problemer er løst, og alle spørgsmål er besvaret, så der er ikke mere at undersøge i denne verden. Hvis man tror det, kan man godt tro om igen, for der er mange svære udfordringer at kaste sig over. Og med en bevilling på 3 millioner kroner får en række unge til efteråret mulighed for at prøve kræfter med nogle af de såkaldte ”Svære problemer”. Det kommer til at ske på en række workshops med hjælp fra supercomputeren på Syddansk Universitet og i samarbejde med erhvervslivet.
Forudsige trafikpropper
Et svært problem kan eksempelvis være, hvordan man laster et containerskib bedst muligt, eller hvordan man optimerer overfladen på en vindmølle-vinge. Det kan også være også, at man ved hjælp af data fra folks mobiltelefoner regner sig frem til, hvordan befolkningen bevæger sig omkring juletid, så man kan forudsige, hvor der vil opstå trafikpropper på vejene. Eller gennem tekstanalyse af samtlige skønlitterære værker, der nogensinde er udgivet, at finde ud af, hvordan sproget har udviklet sig.
Alt sammen noget, hvor hjerneceller kan gøre en del af arbejdet, men hvor supercomputeren med sin evne til at behandle abnormt store mængder data, kan gøre forskellen.
Elever fra teknisk gymnasium
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har givet de 3 millioner kroner til projektet, som blandt andet henvender sig til elever fra teknisk gymnasium. Det er Matematikforeningen Logimondos der har taget initiativ til projektet, som går under navnet ”Supercomputerbaseret samarbejde om Big Data mellem studerende og erhvervsliv”.