Kronprinsessen legede sig igennem konferenceindvielse
Kronprinsesse Mary deltog i dag i indvielsen af Child in The City-konferencen, der har Institut for Idræt og Biomekanik som vært og central bidragsyder
Sammen med de over 200 deltagere på konferencen gik kronprinsessen til opgaven at bygge en and af seks Lego-klodser med smil på læben.
For som rektor Henrik Dam mindede om i sin velkomsttale: - I ethvert rigtigt menneske er gemt et barn, der ønsker at lege.
Henrik Dam bød velkommen sammen med rådmand Jane Jegind og vicepræsidenten for Child in The City Foundation, der desuden opfordrede alle deltagerne til at se nærmere på de enestående idrætsfaciliteter på universitetet.
Udstillingsvindue for legeforskning
Konferencedeltagere fra 35 lande indtager i dag Odense og Syddansk Universitet for at udveksle erfaringer om børneliv i byen og for at blive inspireret af SDUs fysiske miljø og vidensmiljø.
Seks forskere fra Institut for Idræt og Biomekanik skal på konferencen fortælle om den forskning, som SDU er specialiseret i.
- Vi er meget optagede af forskning i børns aktive liv, både med objektive målinger af børns sundhedstilstand og kvalitativt ved at se på børns legemønstre og adfærd, fortæller Jens Troelsen, forskningsleder i enheden Active Living og keynote speaker på konferencen.
-Vi kan være stolte af de gode rammer, vi har for børneliv i byen, og konferencen er et internationalt udstillingsvindue for vores forskning.”
Child in The City løber af stablen for syvende gang, bag konferencen står Child in the City Foundation fra Holland.
Læs om "Child in The City".