Det var måske ikke en Higgs-partikel
Sidste år jublede fysikere verden over, da forskningscentret CERN meddelte at have fundet en ny elementarpartikel: Higgs-partiklen. Men måske er der tale om en partikel, der bare ligner
Mange data og beregninger indikerer, at det var den berømte Higgs-partikel, der sidste år blev opdaget i partikelacceleratoren LHC i det europæiske forskningscenter for partikelfysik CERN. Fysikerne er enige om, at CERNs eksperimenter rent faktisk fandt en ny partikel, som man ikke har set før.
Men det er ikke sikkert, at det er en Higgs-partikel, mener et internationalt forskerhold, bestående af bl.a. Mads Toudal Frandsen, lektor ved Centre for Cosmology and Particle Physics Phenomenology, Institut for Fysik, Kemi og Farmaci på SDU.
Forskerholdet har gransket de eksisterende videnskabelige data fra CERN om den nyfundne partikel og offentliggør deres analyse i tidsskriftet Physical Review D.
Higgs-partiklen er den manglende brik i den teori, der kaldes standardmodellen. Modellen beskriver de kendte elementarpartikler og deres vekselvirkninger, men forklarer ikke, hvordan elementarpartiklerne fik deres masse - og det her det, at Higgs-partiklen kommer ind i billedet.