Svovlmangel forhindrede måske livets udbredelse
For 2,5 mia. år siden var der meget mindre svovl i verdenshavene end i dag, og da svovl er livsnødvendigt for næsten alle organismer, forhindrede svovlmanglen formentlig livet i at udbrede sig på Jorden.
Størstedelen af alle organismer har brug for svovl, og stoffet spiller en væsentlig rolle i reguleringen af atmosfærens kemi og det globale klima.
Nu konstaterer et dansk/canadisk/amerikansk forskerhold, at der var flere tusinde gange mindre af det vigtige stof i havene i Jordens ungdom end i dag, og dermed tegner det sig et helt anderledes billede af Jordens første, primitive liv.
Forskerne har offentliggjort deres resultater i tidsskriftet Science.
Indonesisk sø minder om ur-havet
Forskerholdet har brugt nye teknikker til at udlede information om fortidens svovl-koncentrationer i nogle klipper, der er mere end 2,5 mia. år gamle. De har også anvendt teknikken på vandprøver fra Matano søen i Indonesien – en sø, som geokemisk minder meget om Jordens ur-have.
Sammenlagt står forskerne nu med en meget pålidelig metode til at rekonstruere svovlforekomster i Jordens geokemiske historie.
- De ekstremt lave svovl-forekomster var med til at forme datidens natur og livsformer. Dengang bestod livet primært af mikroorganismer i havene, og de kunne ikke eksistere uden svovl. Eftersom de kun fik det i ekstremt små mængder, har de formentlig været hæmmet i at brede sig, forklarer Don Canfield, som har deltaget i projektet.
Don Canfield er professor og centerleder for Nordic Center for Earth Evolution på SDU.
For 2,3 – 2,4 mia. år siden blev atmosfæren iltet, og dermed blev svovlkoncentrationerne i havene tusind gange højere. Det var nok til, at mikroorganismerne i havene kunne klare sig bedre.
Foto: Forskningsfartøj på Mantano søen (Sean Crowe/UBC).