SDU-studerende byder op til dans på Fyn
På torsdag inviterer en gruppe studerende fra Syddansk Universitet til premiere på den danseforestillingen ”U-sagt”, der bagefter skal på turné til en række fynske gymnasier
Hvis man er interesseret i dans, er der en oplagt mulighed på torsdag på Syddansk Universitet i Odense. Her inviterer 18 unge idrætsstuderende til en spændende danseforestilling.
Det sker torsdag den 27. november klokken 17.30 i bevægelsessalen for idræt og biomekanik
De studerende, der går under navnet stud-Kompagniet, har de sidste tre måneder trænet 10-20 timer om ugen sammen med professionelle koreografer.
Forestillingen, som har fået titlen ”U-sagt” er en del af det store, landsdækkende Ta’ fat om dansen projekt.
At skabe et værk
Bag stud-Kompagniet står Institut for Idræt og Biomekanik og lektor Susanne Ravn. Selve træningen og udarbejdelsen af koreografien til forestillingen er sket via et team på ikke færre end fem koreografer: Sofie Christiansen fra sART Danseteater har fungeret som overkoreograf. Dertil kommer gæstekoreograferne Jannik Elkær og Kristoffer L. Andrup Pedersen fra Don Gnu Psysical Theatre samt to koreograf-aspiranter, der er udvalgt blandt de studerende.
- Via arbejdet med forestillingen har de studerende fået indsigt i den arbejdsform og arbejdsproces, som det er at skabe et værk. Den viden skal de senere formidle videre og bruge dansen og de metoder, de har lært, i deres undervisning, fortæller Susanne Ravn.
U-sagt er cirka 45 minutter lang og spilles ved i alt syv forestillinger:
● Torsdag den 27.11.14 på SDU (premiere)
● Fredag den 28.11.14 på SDU (for alle interesserede studerende)
● Mandag den 01.12.14 på SDU (to forestillinger for inviterede gymnasieelever)
● Tirsdag den 02.12.14 på Midtfyns Gymnasium i Ringe (for cirka 500 elever)
● Onsdag den 03.12.14 på Faaborg Gymnasium (for cirka 100 elever)
● Torsdag den 04.12.14 på Svendborg Gymnasium (for 60-80 elever)
FAKTA OM TA’ FAT OM DANSEN
● Ta’ fat om dansen er et nyt, landsdækkende danseprojekt, som de næste tre år (2014-1017)
skal give tusindvis af danskere over hele landet i alle aldersgrupper mulighed for at opleve
dans under vejledning af professionelle.
● Ta’ fat om dansen støttes af Nordea-fonden med 20,5 millioner. Dertil kommer lokale midler,
så der alt i alt er tale om det største danseprojekt af sin slags i Danmark nogensinde.
● Ta’ fat om dansen ledes og koordineres af organisationen Dansehallerne, mens aktiviteterne i
de enkelte dele af landet styres af seks lokale dansefyrtårne.
● Ta’ fat om dansen består af fire overordnede programmer: ”Dans i skolen”, ”Unge på vej”,
”Dans med din Nabo” og ”Årets dans”.
● Projektet på Fyn og stud-Kompagniet er en del af ”Unge på vej” programmet.