Hvordan opfatter den menneskelige hjerne grafik?
Grafikken betyder mere for os end vi tror, mener en gruppe forskere, der holder konference på SDU i disse dage
Er grafik forstået som skiftsprog, mønstre og streger bare grafik? Eller betyder disse ”med hånden afsatte blækspor” mere for menneskelivet end vi lige går rundt og aner?
Det mener blandt andre adjunkt Christian Mosbæk Johannessen fra Institut for Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet. Sammen med kollegaen professor Theo van Leuwen arrangerer han i disse dage konferencen "Making Traces. A multidisciplinary approach to Graphic trace making", som gennem forskellige indgange skal afsøge, om grafik kan indtage en større position i forskningen end hidtil.
- Der er kolossale områder af grafikken, der lever en meget mere diskret tilværelse end vi er klar over. Hvem tænker over den grafik, der er på vores veje, som sørger for at regulere vores adfærd i trafikken, så millioner af mennesker og varer kan transporteres hver dag? Og hvad med vores ure, der grafisk inddeler vores liv i tid til søvn, tid til arbejde, tid til leg, pointerer Christian Mosbæk Johannesen.
Kendt bogstavskunstner deltager
På konferencen er der både forskere inden for humaniora, natur- og sundhedsvidenskab samt socialantropologi. Også praktiske udøvere inden for grafik deltager - blandt andet kalligraf og bogstavkunstner Brody Neuenschwander.
Han er blandt andet kendt for - under indspilningerne til Peter Greenaways film "The Pillow Book" - at have malet kalligrafi direkte på Ewan McGregor's overkrop. Han står på konferencen for en workshop, hvor alle deltagere skal prøve kræfter med blandt andet en pennespids lavet af blik fra coladåser.
Nyere hjernestudier viser, at vores sansemotoriske system leger med, når vi ser håndskrift eller grafik, der er frembragt med hånden. Vi kan mærke med vores egen krop, hvordan pennen eller penslen glider hen over papiret. Mennesket har udøvet grafik i form af hulemalerier i mere end 40.000 år og nu er tiden altså kommet til på videnskabelig vis at undersøge, hvordan mennesket opfatter og navigerer i grafik.
Billedtekst: Kalligrafi har medvirket til at udforme skriften fra romertiden til opfindelsen af bogtrykkekunsten i 1400-tallet. I dag er kalligrafi både en selvstændig kunstart, en vigtig øvelse for typedesignere og et håndværk i sig selv. Kalligrafien på billedet er af kalligrafen Brody Neuenschwander. (Kilde: Wikipedia)