Ny indsigt i gluten-intolerance
Op mod 5.000 danskere lider af gluten-intolerance og må indstille sig på et liv uden gluten fra f.eks. hvede, rug og byg. Der findes i dag ingen behandling - udover livslang diæt, men nye forskningsresultater åbner mulighed for at udvikle lægemidler mod lidelsen.
Gluten-intolerance er ofte forårsaget af sygdommen cøliaki, der gør mennesker overfølsomme for gluten-proteiner i visse kornprodukter. Der findes ikke noget lægemiddel, der kan kurere lidelsen eller gøre den syge i stand til at spise gluten igen, og derfor er den syge nødt til helt at holde sig fra gluten-holdige fødevarer.
Nu er det lykkedes et dansk/norsk forskerhold fra Syddansk Universitet og Universitetet i Oslo/Oslo Universitetssykehus at få det hidtil mest detaljerede indblik i, hvad der sker i kroppen på en cøliaki-patient, som spiser gluten.
- Vi har fået en ny fundamental forståelse af den patologiske virkningsmekanisme i cøliaki, og den åbner mulighed for at udvikle nye lægemidler mod denne sygdom, siger forskningsleder Thomas J. D. Jørgensen fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi.
Immunforsvar angriber kroppen
Lægerne har indtil nu vidst så meget om cøliaki, at det er en såkaldt autoimmun sygdom. Dvs. at gluten aktiverer kroppens immunforsvar, så det begynder at angribe kroppen selv. Det sker ved, at immunforsvaret angriber tyndtarmens slimhinde, så den svækkes, fungerer dårligere og ikke længere kan optage næringsstoffer optimalt.
En del af immunforsvarets respons går ud på at danne antistoffer, som bl.a. angriber et bestemt enzym i kroppen. Præcist hvordan interaktionen mellem antistof og enzym forløber har indtil nu været uklart, men nu fremlægger forskerholdet nye detaljer om, hvordan antistofferne dannes og opfører sig, samt hvordan enzymet reagerer på forskellige påvirkninger.
- Vi har nu en indsigt i, hvad antistofferne reagerer på, når de møder enzymet. Vi ved også, hvordan enzymet ændrer form, når det udsættes for forskellige miljøpåvirkninger, uddyber Thomas J. D. Jørgensen.
Forskerne offentliggør deres resultater i tidsskriftet PNAS, og artiklens hovedforfattere er tidligere ph.d.-studerende Simon Mysling fra SDU og postdoc Rasmus Iversen fra Oslo.