Virksomheder møder internationale studerende
Højtkvalificerede studerende fra udlandet har ofte svært ved at få job i Danmark, og det gælder også i Region Syddanmark. Derfor arrangerer Syddansk Universitet en særlig jobmesse, hvor fynske og jyske virksomheder kan møde nogle af universitetets skarpeste internationale studerende, der har både CV og konkrete forretningsideer med til virksomhederne
Selvom de er højtuddannede og har helt unikke kompetencer, har internationale studerende ofte svært ved at finde job i Danmark.
Det gælder i høj grad også i Region Syddanmark, hvor mange virksomheder ofte tøver med at ansætte udenlandske eksperter med den konsekvens, at de går glip af et stort potentiale.
Det vil Syddansk Universitet gerne gøre noget ved. Derfor arrangerer universitetet den 21. marts en jobmesse, hvor regionens virksomheder kan møde nogle af universitetets kvikkeste internationale studerende, der er på udkig efter et studiejob, praktikophold eller en akademisk stilling.
- Vi håber, at flere virksomheder vil få øjnene op for den store internationale talentmasse, som vi har på universitetet, og som er motiverede for at arbejde her i regionen. De internationale studerende kommer med kendskab til for eksempel internationale eksportmarkeder og kan åbne døre til nye forretningsmuligheder. De kan være med til at give både virksomheder og hele regionen et viden-løft, så det gælder om at få dem i spil, siger rektor for Syddansk Universitet, Henrik Dam.
Internationale hjerne-stormere
De godt 70 jobsøgende studerende, der deltager på messen, er særligt dygtige indenfor deres fagområde. De er udvalgt til universitetets, EU's og Region Syddanmarks internationale talent-satsning International Brainstormers, hvis mål netop er at tiltrække og fastholde flere højtuddannede eksperter til Region Syddanmark.
De unge talenter kommer fra Kina, Afrika og Europa med gode eksamenspapirer og en motivation for at blive og gøre karriere i Danmark. På Syddansk Universitet tager de en engelsksproget kandidatgrad indenfor for eksempel robotteknologi, marketing, økonomi og international business og følger sideløbende sprogkurser i dansk, mens de også lærer om det danske arbejdsmarked.
- De fleste internationale studerende vil gerne blive i Danmark efter endt uddannelse, men må ofte rejse, fordi de ikke kan finde arbejde. Derfor arbejder Syddansk Universitet på, at vores internationale studerende allerede under studiet får studiejob eller på anden vis kontakt til erhvervslivet. Det skulle gerne gøde jorden for, at de senere har nemmere ved at få arbejde, siger rektor Henrik Dam.
Konkrete forretningsideer
Den internationale jobmesse holdes på SDU i Odense, Campusvej 55, Odense M, den 21. marts kl. 13-15.
De studerende har deres CV med samt et par forretningsideer til udvalgte virksomheder, som de har forberedt inden. De vil så præsentere ideerne for virksomhederne i håb om, at det vil kaste et samarbejde af sig.
Syddansk Universitet har cirka 5000 udenlandske studerende, heraf deltager foreløbig 80 unge i talent-programmet International Brainstormes.