7 millioner til børns trivsel
Folkeskolens hverdag bruges i SDU-projekt, som skal styrke børns kendskab til deres krop
Hvis man kender sin krop og har det godt med den, har man det typisk også godt og trives med sig selv og med andre.
Med den viden i baghovedet har forskere ved Institut for Idræt og Biomekanik fået en pose med knap 7 millioner kroner fra Trygfonden. Pengene skal bruges til et projekt i folkeskolen, hvor bevægelse og idræt bliver anvendt til at øge børn og unges motivation for og glæde ved bevægelse, da det altså kan være med til at styrke deres fysiske selvopfattelse og generelle trivsel.
Fokus på de idræts-usikre børn
Kendetegnende for projektet er, at det tager udgangspunkt i ’skolens dagligdag’ – med fokus på at projektet, der løber frem til 2017, munder ud i forslag til indsatser og aktiviteter, der kan implementeres på mange af landet folkeskoler. Ligeledes er projektet kendetegnet ved, at det har særligt fokus på såkaldte idræts-usikre skoleelever - altså elever, som er søgende på, hvad de kan med deres krop og i forhold til bevægelse.
Lektor Thomas Skovgaard, der leder projektet, glæder sig over forskningsbevillingen, som nu er ved at blive udmøntet via en håndfuld forsøgs-scenarier.
Til efteråret går projektets pilotfase i gang, og i skoleåret 2015/16 gennemføres en større undersøgelsesfase, der involverer cirka 30 skoler fra forskellige steder i landet.
Trvisel med og gennem bevægelse
- Der er al mulig grund til at tro, at der ikke er blevet færre børn og unge, som er usikre på deres krop, så det er dejligt, at vi nu får mulighed for at blive klogere på, hvordan vi får endnu flere fra den yngre generation i trivsel med og gennem bevægelse, siger Thomas Skovgaard.
Bevillingen til SDU er en del af en samlet pulje på 40 millioner kroner, som Trygfonden har delt ud til forskellige projekter. Fælles for alle projekter er, at de skal være med til at fremme børn og unges trivsel i daginstitutioner, i skoler eller på anbringelsesinstitutioner.