SDU tiltrækker studerende fra andre lande
Stadig flere udenlandske unge ønsker at gennemføre hele deres universitetsuddannelse på Syddansk Universitet. I år har næsten 2000 søgt, og det er en stigning på 40 procent.
1988 unge fra udlandet har kig på Syddansk Universitet som deres kommende uddannelsesinstitution. De har sendt en ansøgning om at starte til september, og deres mål er at gennemføre hele deres universitetsuddannelse i Danmark.
Der er tale om en stigning på 40 procent i forhold til sidste år, og det er især unge europæere, som søger ind på SDU. 1700 af ansøgningerne kommer fra andre EU-lande, og Tyskland ligger i top med 593 ansøgninger.
- Den stigende interesse er et godt signal om, at Syddansk Universitet kan bidrage aktivt til regeringens nye handlingsplan for Danmark som et attraktivt uddannelsesland for udenlandske talenter. Vi vil gerne være med til at rekruttere dygtige udenlandske studerende, som forhåbentlig vil blive og gøre karriere i det danske erhvervsliv. Derfor startede vi allerede for to år siden et projekt, som vi nu kan drage nyttige erfaringer af, siger Henrik Dam.
Brainstormers viser vejen
Projektet hedder International Brainstormers og er netop målrettet udenlandske elitestuderende. SDU tilbyder dem særligt tilrettelagte kandidatforløb, formidler danskundervisning og praktikophold i danske virksomheder. I dag er 81 unge tilknyttet projektet.- Der er stor risiko for, at dansk erhvervsliv kommer til at mangle højtuddannet arbejdskraft. Hvis vi skal klare os i den skærpede internationale konkurrence, skal vi åbne os mod verden og skabe så attraktive uddannelses- og karrieremuligheder, at vi kan holde på de mest talentfulde, siger Henrik Dam.
Størst stigning på ingeniøruddannelserne
Årets ansøgninger kommer fra 86 forskellige lande, og langt de fleste søger ind på en af universitetets samfundsvidenskabelige uddannelser. Den største procentvise stigning, 51 procent, ses dog på ingeniøruddannelserne, som i år har modtaget 255 ansøgninger.Tyskland er som nævnt det land, der kommer flest ansøgninger fra. Derefter følger Grækenland og Italien med henholdsvis 114 og 109 ansøgninger. Uden for Europa er det kineserne, der skiller sig ud, med 53 ansøgninger.