Skip to main content
DA / EN

Flot tilstrømning til Studievalgcafé

Studenterhuerne stod i kø, da SDU holdt sin første studievalgcafé på Studenterhuset i Odense

SDU holdt en tre timer lang studievalgcafé på Studenterhuset i Odense tirsdag, og vejlederne og ambassadørerne fik en travl eftermiddag med mange interesserede besøgende.
Tanken var at hjælpe den store gruppe af unge der, selv om ansøgningsfristen ligger lige rundt om hjørnet, stadig ikke har besluttet sig for en fremtid på universitetet.

På studievalgcafeen var der mulighed for at få en samtale med en vejleder; blive stylet og få sat håret og derefter få taget et professionelt foto til studiekortet. Til slut kunne man sætte sig i Studenterhusets café, hvor en DJ spillede dæmpet loungemusik, og få en uformel snak med en SDU ambassadør. Hele seancen foregik i hyggelige omgivelser med spændende lyssætning, hvor de deltagende kunne følge stylisten og fotografens arbejde, mens de talte med vejlederne.

Studenterhuer i kø

Arrangementet startede klokken 14, men studenterhuerne stod allerede i kø en halv time før, og alle medarbejdere fik deres hænder fulde, da cafeen åbnede. Arrangementet havde også pressens bevågenhed og blev omtalt af blandt andre TV2 Fyn, DR Fyn og Fyns Stiftstidende.
Kommunikationsafdelingen har allerede sat et tilsvarende arrangement i kalenderen til næste år samme tid, og det er under overvejelse at afholde en lignende studievalgcafé i Kolding.

Redaktionen afsluttet: 02.07.2014