Ansøgningsfrist: Unge tænker erhvervsrettet
De unge vælger uddannelser, der kan sikre dem en fremtid. Det viser ansøgningstallene fra Syddansk Universitet
Ingeniør. Læge. Jurist. Civiløkonom.
Det er nogle af de job, som ansøgerne har i kikkerten, når de sender en ansøgning afsted for at blive optaget på en uddannelse på Syddansk Universitet.
Ansøgningsfristen er på lørdag den femte juli klokken 12, og de foreløbige optællinger lover godt.
Flere foretrækker SDU
- Samlet set ligger Syddansk Universitet til en fremgang på vores 1. prioriteter. Det vil sige, at flere studerende har et studium hos os som deres foretrukne prioritet. Det er naturligvis et godt udgangspunkt, for så er de ekstra motiverede.
Det siger studiechef Morten Hansen. Han lægger samtidigt vægt på, at fremgangen er sket inden for områder, hvor erhvervslivet især forventes at efterspørge arbejdskraft i fremtiden.
- Hos os drejer det sig om de tekniske, sundhedsvidenskabelige og samfundsvidenskabelige uddannelser. De naturvidenskabelige uddannelser ser ud til at lande på samme niveau som sidste år. Humaniora går tilbage, men det område har også haft fremgang i flere år, påpeger Morten Hansen.
Økonomi og ingeniører
Blandt de uddannelser, som i år oplever større interesse, er blandt andet erhvervsøkonomi HA- Economics and Business Administration samt diplomingeniør i Bygningsteknik, civilingeniør i Robotteknologi og civilingeniør i Velfærdsteknologi.
Og i lighed med tidligere år er medicin og jura også populære studier.
Syddansk Universitet har allerede passeret sidste års samlede resultat og forventer at modtage omkring 6000 1. prioritetsansøgninger. Det er en fremgang på fire procent. Tælles alle ansøgninger med, bliver tallet cirka 16.000.
Rekordernes tid er forbi
Dermed fortsætter universitetet en fremgang, som begyndte for mere end ti år siden, og som har betydet, at antallet af nye bachelorstuderende er steget med 60 procent i løbet af de seneste fire år.
Men ifølge Morten Hansen er de store rekorders tid forbi. Universiteterne har allerede nået politikernes ønske om, at 25 procent af en årgang skal på en videregående uddannelse. Dermed er der ikke behov for yderligere vækst.
- I stedet skal vi have yderligere fokus på, at vi udbyder de rigtige uddannelser, så de bedst muligt svarer til samfundets behov og har den relevante kvalitet. Det er vi allerede meget bevidste om, siger studiechefen.
Det bedste match
- Desuden arbejder vi på at ændre vores optagelseskriterier, så flere i fremtiden optages på en uddannelse på baggrund af tests og interviews. Vi er meget optagede af at sikre, at de studerende har de relevante kompetencer, fortæller Morten Hansen og tilføjer:
- Vi skal blive danmarksmestre i at skabe det bedste match. Det går ud på at afstemme forventningerne mellem universitetet og den studerende allerede før studiestarten. Det er vores erfaring, at det også giver et lavere frafald.
Morten Hansen understreger, at der fortsat kan ske forskydninger, og han forventer, at den endelige optælling er færdig på mandag.
Se neden for fordelingen af 1. prioritetsansøgnigner på henholdsvis fakulteter og campusser